- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen

Mariadyrkelsen

Maria og testamenterne

Mariadyrkelsen er et spændende kapitel for sig. Mariologien (læren om Maria) viser en fantastisk blanding af folkelige behov og officiel kirkelig ideologi i et langt historisk perspektiv. Egentlig Mariadyrkelse fandtes ikke blandt de kristne i Rom i de første århundreder, men kom sivende fra de græsktalende østlige egnes folkelige opfattelser som senere fik østligt officielt stempel. Først omkring 400-tallet får Maria vestlig accept og officiel anerkendelse, og Mariadyrkelsen vokser derefter støt op gennem den romerske middelalder.

Marias bebudelse

Maria omtales ikke særligt meget i evangelierne i Det ny testamente. Det ældste evangelium Markus evangeliet frasiger hende næsten betydning, og fødselshistorien er slet ikke. I både Matthæus (kap. 1,18-25) og specielt i Lukas(kap. 1, 26-38) fortælles, at englen Gabriel bebuder Maria at hun skal føde en søn, Gud søn. Både hos Markus (kap. 6,1-6) og Matthæus (kap. 13, 53-58) fortælles også at Jesus havde både brødre og søstre. I Mattæusevangeliet og især Lukasevangeliet spiller Maria en central rolle som den udvalgte kvinde der føder Guds søn. Begge evangelier understreger "den ubesmittede undfangelse", dvs. at hendes forlovede Josef ikke er far til Jesus, det er derimod Gud selv via ærkeenglen Gabriels bebudelse.

Pietro Cavallini: "Annunciazione"

S. Maria in Trastevere - mosaik i absis

S. Clemente - Apsismosaik

Marias lovsang

Lukas Evangeliet bringer endvidere Marias gribende reaktion på Gabriels bebudelse i Marias lovsang (Luk. kap.1, 46-54) også kaldet Magnificat, som senere op gennem århundrederne har spillet en umådelig rolle, dels for de forskellige historiske opfattelser af Mariaskikkelsen, dels i århundreders religiøse musik. I lovsangen optræder Maria som den sande troende, der trods bebudelsens ubegribelighed alligevel modtager Guds ord og lever op til dem.

Maria og Johannes

I korsfæstelsesbilleder ses Jesus oftest med Maria og evangelisten Johannes på hver side ved korsets fod, i modsætning til dommedagsbilleder, hvor Kristus gerne ses mellem Maria og Johannes Døberen, som forbønshelgener. I Johannes evangeliet findes tanken om Maria som den sande discipel, da Jesus kort før sin død på korset ligestiller Maria med Johannes "den discipel Gud elskede" med ordene: Dette er din søn og dette er din moder.

Endelig omtales i Det ny testamentes sidste skrift Johannes' Åbenbaring(Johs. Åbn. kap.12, 1-6) en kvinde, der føder en søn, som skal spille en afgørende rolle ved dommedag. Denne kvinde som er beskrevet som en himmeldronning forbindes i den senere tradition også med Mariaskikkelsen. Kvinden der skal føde det guddommelige barn, som skal spille en afgørende rolle i menneskehedens tilværelse forbindes også helt tilbage til Det gamle testamente, hvor profeten Esajas (Esajas kap.7, 14 og Esajas kap. 9, 6) en del århundreder tidligere havde en fremtidsvision om noget sådant.

Maria og den folkelige tradition

De første kristne interesserede sig mest for Marias symbolske funktion, og ikke for hendes historiske og biologiske liv. Denne interesse kom dog siden hen - og også i den grad! Der har været et umådeligt folkeligt behov for at forstå og forklare hvordan denne guddommelige undfangelse og fødsel egentlig var foregået, og hvordan Marias liv mon havde været, og legenderne begyndte tidligt at blomstre. Lige siden har der været to retninger inden for Mariadyrkelsen: den folkelige mariafromhed og den officielt kirkelige praksis - og det er ikke altid lige let at adskille den ene fra den anden! Endnu vanskeligere bliver det ved, at den kirkelige praksis ofte først langt senere får det helt officielle blå stempel som dogmer dvs. som religiøse læresætninger eller fastslåede religiøse sandheder.

Jakobs forevangelium

Ikke Jesus men Maria er hovedpersonen i det apokryfe skrift "Jacobs forevangelium, der af traditionen er tilskrevet Jesu bror Jakob og skrevet omkring år 150. Skriftet rummer folkefromhedens spekulationer om Maria, alt det man ikke får besked om i Det ny testamente skildres her. Der fortælles levende om Marias egen underfulde fødsel, hendes meget gamle forældre Anna og Joakim kan ikke få børn, men Gud griber ind, og mirakuløst får de datteren Maria. Dernæst skildres hendes barndom og ungdom med religiøse studier derfor finder vi så mange bebudelsesbilleder, hvor ærkeenglen Gabriel overrasker Maria ved læsepulten. Og ikke mindst fortælles der udførligt om Jesu fødsel, hvor jordemoderen nok så håndfast bevidner jomfruelighedens under!

De apokryfiske bøger er skrifter der har status som en slags tillæg til henholdsvis Det gamle og Det nye Testamente. De gammel testamentelige apokryfer omfatter 10-15 jødiske skrifter, der ikke forekommer i den hebraiske Bibel og aldrig har fundet anerkendelse hos jøderne. De nytestamentelige apokryfer er en mindre skarpt afgrænset gruppe af tidlige kristne skrifter, som evangeliefortællinger, breve, apostelberetninger fx. Petersbrevene og Paulus' fangenskabsbreve. 

Pietro Cavallini: "Nativítà delle Vergine"

S. Maria in Trastevere

Artemisia Gentileschi: "Madonna"

Galleria Spada - Rom

Maria - evig jomfru

I Jakobs forevangelium udvidedes forestillingen fra Det ny testamente om jomfrueligheden ved undfangelsen til også at gælde selve fødslen. Denne tankegang udvikles og fastslås i år 649 ved Toledo-ediktet, hvor dogmet om Marias evige jomfruelighed officielt stadfæstes. Dogmet erklærer at Maria var jomfru både før, under og efter fødslen, hvilket gav nogle vanskeligheder med de brødre og søstre der nævnes i evangelierne. Blandt andet derfor skildres Josef på billederne ofte som en gammel mand. Han havde ikke noget med jomfrufødslen at gøre, og han havde nok haft børn før fra et tidligere ægteskab, mente man.

Madonna med barnet

I Roms kirker oplever man at Madonna med barnet gennem tiderne har været et folkekært motiv, det findes overalt. Ofte viser disse madonnabilleder Maria med sørgmodige ansigtstræk. Hun kender Jeusbarnets senere skæbne. Hun ved at hun til den tid skal sidde med den døde søn i sine arme. Dette motiv, Pieta (Pietà betyder fromhed), ærbødighed, gudsfrygt kendes og elskes af mange bla. på grund af Michelangelos yndefulde skulptur fra Peterskirken.

Michelangelo: "Pietà"

S. Pietro in Vaticano

Pinturicchio: "Tilbedelse af Jesusbarnet"

S. Maria del Popolo

Eva - Maria

Maria sættes også i from kontrast til den gammeltestamentlige syndige Eva fra syndefaldsberetningen i Det gamle Testamentes 1. Mosebog kap.3. Evas gamle ulydighedssynd forsones så at sige med Marias gud­frygtige lydighedshandling, da hun modtager bebudelsen.

Dette er en tankegang der har sin parallel i Paulus' opfattelse af Jesus som den anden Adam i Romerbrevet (5, 12-21), hvor Jesus fremstilles som den, der soner Adams ursynd.

Forestillingen om Maria som den anden Eva udmønter sig senere i middelalderen i Ave Maria-bønnen i rosenkransbønnerne. "Ave Maria" betyder "Hil dig Maria" og her kan man læse Ave som Eva bagfra. Den ulydige Eva lukkede paradiset, den lydige Maria genåbner muligheden for det.

Maria - kirken

Med tiden bliver Maria opfattet som et symbol for kirken selv - den hellige katolske moderkirke. Måske har tankegangen sin oprindelse i de konkurrerende frelsesreligioner fra kejsertidens "nyreligiøse" æra, hvor modergudinder ofte spillede hovedrollen i den personlige frelse. I hvert fald er det en rolle kirken ønsker for sig selv, og Mariaskikkelsen vinder mere og mere indpas i de folkereligiøse hjerter.

Fra billedkunstens fremstillinger af Jesu fødsel kender vi æslet og oksen som ikonografiske symboler på synagogen og kirken eller Det gamle testamente og Det ny testamente. Tankegangen findes også i varianten to kvinder, hvor den ene tilsløret eller forgræmmet repræsenterer den jødiske synagoge, og den anden med åbent strålende ansigt repræsenterer den katolske moderkirke.

Ikonografi er det græske ord for billedbeskrivelse. Ikonografi beskæftiger sig med billeders symboler, personattributter, allegorier og deres mere eller mindre åbenbare betydning.

 G.B. Salvi: Madonna på Månesejlet

Pinacoteca Vaticani

S. Maria Maggiore - Apsismosaik, Maria

Maria - himmeldronningen

Via folkefromheden får Maria allerede tidligt sin plads i himlen ved Jesu side. Tankegangen kan være inspireret fra de oprindeligt konkurrerende frelsesreligioner, men låner også ideer og synsindtryk fra Johannes' Åbenbaring i Det ny Testamente. Billedmotiverne er dels Marias himmelkroning, dels Maria i strålekrans, stående på måneseglet.

Maria - formidler af Guds nåde

Den megen folkelige mariafromhed, med mere eller mindre kirkelig velsignelse, medfører efterhånden at Maria bliver helgen over alle andre helgener. For almindelige mennesker med et besværligt hverdagsliv og små eller store synder på slæb, blev vejen til Vor Herre efterhånden lang. Gud selv kunne man ikke møde ansigt til ansigt Vejen gik gennem Guds søn Jesus, der havde taget alles synder på sig og sonet med Gud. Men selv han var så ophøjet at man ikke følte sig rustet til direkte henvendelse. Den romerske kirke selv stod med åbne arme parat til formidlingen, men Maria, den ydmyge lydige gudsmoder, blev det folkelige gennemgangsled. Det man ikke kunne sige direkte til Gud, til Jesus eller til det store kirkeapparat, det kunne man godt hviske i en bøn ­ til Maria i al fortrolighed - og så håbe at hun ville formidle det videre. Dette er stærkt udtrykt hos Bernhard af Clairvaux.

S. Maria Maggiore - Apsismosaik

I de religiøse billeder kan vi se det på den måde, at Maria indtager pladsen ved en opstandne Kristus' højre side - den side, hvor også Peter står med himmerrigets nøgler til de frelste - og ved anråbelse, forbøn, hjælper de trængte sjæle. Ikke sjældent blotter Maria sit bryst for at minde Kristus om, at han som lille Jesusbarn fik sin næring derfra. Andre billeder viser Maria med en stor kappe, hvorunder hun skjuler en hel skare af fortabte sjæle, som hun går i forbøn for. Tanken om Maria som formidler af Guds nåde vakte voldsom protest fra bla. Martin Luthers side, og blev et vigtigt kampelement under reformationen og den efterfølgende katolske modreformation.

Maria - og den kirkelige praksis

De folkelige mariaforestillinger spillede tidligt en stor rolle i den østlige del af romerriget, og gled hurtigt ind det østlige kirkelige regi. Efter at kristendommen var blevet statsreligion og martyriet var afsluttet, kom askesen, afholdenheden ind som en ny alvorlig faktor for de rettroende, selvopofrende kristne.

Til trods for den folkelige mariafromhed og støtte fra kendte kirkefædre, var vejen lang for Maria for fastlæggelse af de kirkelige sandheder om denne kult. Man kan måske undre sig over at de officielle kirkelige dogmer kommer så sent i forhold til hvor tidligt kulten fungerede i praksis, både i folkefromheden og i det almindelige kirkelige regi. Men et dogme er en religiøs sandhed, og der har op gennem historien været uendelige diskussioner frem og tilbage om Mariaskikkelsen. Ikke mindst i 1500-tallet hvor Maria måtte stå sin prøve gennem både reformation og modreformation.

Maria og Kirkefædrene

Munke- og nonneordener med kyskhedsidealer blomstrede i øst. I vest med Rom som centrum var der længe kraftig modstand mod disse kyskhedsidealer, men nogle af de betydende kirkefædre i 300- og 400-tallet inddrog efterhånden disse tankegange, om end i reduceret eller ændret form. Det var især kirkefaderen Augustin, der sammenkædede kyskhedsidealet med tanken om arvesynden, der var med til at bane vejen for jomfruidealets sejrsgang ind i den vestlige officielle kirke og hele den europæiske kultur.

På siden Noter til historien omhandler artikel nr. 9 "Kirkefædrene". 

 Carlo Maratta: Immacolata Concezione e santi (1686)

S. Maria del Popolo - Cappella Cybo

Raffaello: "Madonna del Foligno"

Pinacoteca Vaticani

Maria - Kirkemøder og dogmer

De officielle kirkelige nytænkninger skete ikke uden åndelige sværdslag, og der skulle ofte mange og lange diskussioner til for at få det officielle dogmatiske kirkestempel. Det kan vi få et indblik i ved at se på årstallene for de kirkelige møder (synoder/konciler) som fastsatte dogmerne om de forskellige former for Mariadyrkelser:

325 i Nikæa: Dogmet om Kristi to naturer. Jesus er både Guds søn og Marias søn (dvs. han er både Gud og menneske).

431 i Efesos: Dogmet om Maria som gudsmoder, gudsføderske.

649 i Toledo: Dogmet om Marias evige jomfruelighed (dvs. før, under og også efter fødslen).

1854 (Pave Pio IX) Dogmet om Marias uplettede undfangelse (Immacolata Concezione), hvor det stadfæstes at ikke kun Jesus, men også Maria er fri for arvesynd

1950 (Pave Pio XII):Dogmet om Marias legemlige og sjælelige op­tagelse i himlen. Her bliver Maria endelig for alvor himmeldronning

MARIADYRKELSEN - ANDRE FOKUSPUNKTER

Maria og Martin Luther, reformationen

Martin Luther holdt meget af Maria, han havde ingen forestil­linger om at fjerne hende fra kirken eller fra den kristne tro - og det er ikke hans skyld at Maria nærmest er forsvundet i protestantisk kristendom. Men han reagerede kraftigt på den helgendyrkelse af hende, som efterhånden havde gjort hende til mellemled til Jesus og Gud selv - som nådesformidlerske. Og han kunne ikke udstå billederne af Maria med det blottede bryst og den store forbønskappe. Luther ønskede kirkens lære tilbage til kilderne, dvs Det ny testamente, og bekæmpede derfor den kirkelige tradition med de tilføjelser og sidespring han konstaterede den katolske kirke havde foretaget op gennem middelalderen.

Således går han også til Lukas evangeliet til Marias lovsang, når han skal udtrykke sin overbevisning om Marias religiøse betydning. Her finder han Maria som forbillede for den sande troende.

Den Maria der i lydighed, tillid og tro modtager Guds nåde, på trods af ubegribeligheden i ærkeenglen Gabriels bebudelse.

Det er Gud der handler, og Maria der modtager nåden på grund af sin tro - og ikke fordi hun har gjort sig fortjent til den. Maria modtager nåden, og hun giver den ikke - det er noget fusk, mener Luther.

Selv om Luther gik ind for hele jomfruelighedslæren, så var det efter hans mening ikke den kyske jomfruelige Maria, der skulle dyrkes, men Maria som Guds moder der skulle agtes og æres.

På Noter til historien omhandler artikel nr. 12 "Martin Luther".

Maria og modreformationen

Den romersk katolske kirke reagerer kraftigt på reformationen og kirkedelingen nordfra med Martin Luther som hovedtalsmand. Gennem ca. 20 år diskuteres problemstillingerne på det grundigste på flere store kirkemøder, kaldet Tridentinerkoncilet som foregik Trento gennem en årrække fra 1545-63. Og selvom katolikkerne ender med et forsigtigere bud på helgendyrkelsen generelt, så gælder det ikke Maria. Hun ikke alene bevarer sin rolle, men mariadyrkelsen intensiveres bevidst. Måske er det en af årsagerne til at den protestantiske lære efter Luther næsten tømmer Maria for betydning i de nordlige lande?

Benozzo Gossoli: "Madonna delle Cintola" (1450)

Pinacoteca Vaticani

Pompeo Batoni: "Madonna og barn" (1742)

Galleria Borghese - Rom

Maria og Det 2. Vatikanerkoncil 

Det andet Vatikanerkoncil fandt sted i 1962-65 , og det beteg­nes af mange som den katolske kirkes mest revolutionerende nyfortolkende beslutningsproses nogensinde. Her åbnede den katolske elite, med den den aldrende pave Giovanni XXIII i spidsen, sig for alvor for mange katolske folkelige og sociale behov rundt omkring i verden. Især for den 3. verden fik dette koncil og dets beslutninger stor betydning.

Angående Mariadyrkelsen betød dette kirkemøde en kraftig nedtoning i forhold til Tridentinerkoncilets stejle holdning over for den reformatoriske kritik af Marias rolle som forbønshelgen og formidler af Guds nåde. Der advares mod falsk mod "falsk overdrivelse" og "naiv troskyldighed", men på den anden side også mod "overdreven forsagthed". Gudsmoderen Maria nås gennem troen, og ved at efterligne hende føres man til Jesus og hans offer og dermed Guds nåde. I den efterfølgende pavelige "rundskrivelse" fra 1974 kaldes Maria direkte "den første og mest fuldkomne discipel", og hermed er den oprindelige, nytestamentlige grundholdning atter sat i højsædet: Maria som den sande troende, den sande discipel. Endvidere betones moderne kvinders ændrede livs vilkår, og Maria fremhæves som den stærke kvinde der trods fattigdom og lidelser klarer opgaven. Tanker som både befrielsesteologien og feministiske teologer har taget op.

Ønsker du at læse et af de andre afsnit fra "Det religiøse Rom, så "klik" nedenfor

- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen