Det religiøse Rom

Tekst

 

- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen

 

Roms apsismosaikker

Indledning

Kirkefreden efter kejser Konstantins sejr ved Ponte Milvio førte til, at de kristne kom frem af deres "huskirker" og fra katakomberne og ud i det romerske dagslys. Konstantin befalede, at alle kristne gudshuse og al deres ejendom skulle gives tilbage til menighederne, og han stillede statens midler til rådighed for det, man kunne kalde et storstilet sognekirkebyggeri. Samtidig med at præsteskabet og menighederne i tituli ønskede at bevare bygninger, der var hellige på grund af tilknytning til martyrer, stod det dem frit for at opføre kirker, der egnede sig bedre til liturgisk brug og var store nok til at rumme det stærkt øgede antal troende. For at bevare de hellige steder indkorporede man ofte dele af eksisterende bygninger i de nye, der som oftest var af basilikatypen. Manglen på arkitektonisk udsmykning og enkeltheden i de tidlige romerske basilikaer gav mosaik- og freskokunstnerne store muligheder for at udfolde deres fantasi på væggene.

 

Mosaikkerne er en af de største skatte, de romerske kirker rummer. Kunstnerne blev hurtigt klar over, at krumme flader egnede sig bedst til det glitrende spil af lys og mest effektfuldt fremhævede farverne på de tesserae, som mosaikkerne består af. I byzantinsk mosaik findes der to hovedstrømninger: den hellenistiske med balance og raffinement, ideelt set naturalistisk og med anvendelse af perspektiv, og den semitiske, der søger at udtrykke en idé, den er stærk, markeret og perspektivet er kun skematisk og figurerne ses frontalt, arrangeret så de understreger den idé, som kunstneren søger at formidle.

 

Ss. Cosma e Damiano - detalje af apsismosaik

S. Clemente - apsismosaik - Pave S. Gregorio I

Kristendommens rødder i jødedommen gjorde forholdet til det religiøse billed vanskeligt, specielt i en tid da en intens billedkult prægede det antikke samfund. Problemerne havde sit udspring i fortolkningen af Moselovens billedforbud, der står i Femte Mosebog kap. 5 vers 8-10:

"Du må ikke lave dig noget gudebilled i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig, men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled."

 

Disse ord har haft stor betydning i de tre åbenbaringsreligioner jødedommen, kristendommen og islam. De tidlige kristne synes at have foretrukket symboler for billeder, symboler der var hentet fra den omgivende verden, men udstyret med en for de kristne hemmelig betydning.

Efter kristendommens anerkendelse opstod en ny type religiøs kunst. Kirken blev nu udsmykket med Gammel- og Ny-testamentlige scener og helgenkapeller med optrin fra martyrernes liv. Fra denne tid strålede apsider, facader og vægge af mosaikker i guld og strålende farver. De romerske kirkers udsmykning fik fra Konstantins tid og fremover en anden stemning end katakombernes trøstende kunst. Den blev nærmere en mindekunst, illustrativ og belærende; den underviste de forsamlede troende, ikonografien var kendt af alle, da oldkirkens medlemmer var velbevandrede i Skriften.

 

 

Efter apsisudsmykningen i S. Marco der blev opført omkring 840 under pave Gregorio IV, er der ingen vidnesbyrd om, at der er blevet skabt mosaikker af betydning i Rom de følgende tre hundrede år. Først i forbindelse med den intense kunstneriske aktivitet i byen i første halvdel af det 12. århundrede genoptages traditionen. Denne pause i den kunstneriske aktivitet må skyldes de kaotiske forhold omkring kirken som begynder med saracenernes angreb på Rom 846 og slutter med normannernes ødelæggelse af byen i 1084.

(Hele denne periode er beskrevet på siden "Roms historie" og i artiklen om normannerne på siden "Noter til historien").

Situationen ændres radikalt omkring 1100 og det kunstneriske opsving kan ses som udtryk både for den reformbevægelse der fik fart fra midten af det 11. årh. Det er en reformbevægelse der strækker sig fra pave Gregorio VII's (1073-85) storhedstid til og med pave Onorio II (1124-1130). En periode med syv paver og næsten ligeså mange antipaver, men omfattende en kirkepolitisk udvikling inden for den institutionelle struktur, der omfatter en ændret sammensætning af kardinalkollegiet, pavernes udenlandsrejser og den skiftende magtbalance mellem pavestolen og de store indflydelsesrige romerske familier. Paverne genoptager kirkebyggeriet og de storstilede udsmykninger. S. Maria in Trastevere blev genopbygget og S. Clemente (den nuværende underkirke) bliver restaureret og freskerne malet i perioden 1095-1105. Hermed begynder så det sidste afsnit i de romerske apsismosaikkers spændende historie, der startede med S. Pudenziana i det 4. årh. og slutter med apsiskompositionen i S. Maria Maggiore 1295.

 

 
 

Da Romerrigets administrative centrum blev flyttet til Konstantinobel gik Det vestromerske Riges politiske sammenhold i opløsning under en række invasioner i Italien af barbarer nordfra. I 525 besluttede Den østromerske kejser Justinian med feltherren Belisarius at genvinde Italien for Det østromerske Rige. Efter sejren etablerede man en byzantinsk statholder i Ravenna, og de byzantinske embedsmænd boede i de forfaldne kejserpaladser på Palatin. Denne "besættelse" varede i næsten 200 år indtil 728, hvor Longobarderne generobrede Ravenna. I denne periode så italienerne i stigende grad hen til paverne for politisk såvel som åndeligt lederskab. Pave Gregorio I den Store (590-604) tilstod engang, at "han ikke vidste, om hans embede var at være præst eller verdslig fyrste".

 

Men den byzantinske indflydelse skulle komme til at påvirke kunsten i det kristne Rom fra en anden og stadig mere nærværende kilde. I 718 blev den muslimske fremrykning slået tilbage ved Konstantinopels mure af kejser Leo III. Kristne flygtninge fra Lilleasien fandt asyl i Rom og Syditalien. I det Byzantiske rige var der i denne periode en voksende modstand mod brugen af religiøse billeder. Årsagen skal findes i islams fremmarch og den udbredte tilbedelse af hellige billeder "ikoner", som i løbet af det 6. og 7. århundrede var blevet et væsentligt træk i folketroen. Til billederne knyttedes legendedannelser, underberetninger, som man anså for en slags afgudsdyrkelse. Under påvirkning af den strenge islamiske monoteisme udstedte kejseren i 730 et edikt, der igen forbød billeddyrkelse og befalede, den såkaldte "ikonoklasme" at billeder i kirkerne skulle ødelægges. Billedforbuddet blev stort set opretholdt indtil 843.

 

På trods af at paverne blev presset fra alle sider af longobarderne, satte de sig op mod kejserens politiske og religiøse dekreter. Romerkirken var en stædig modstander af såvel billedødelæggelse som fordømmelse af helgener og martyrer. Først efter longobarderkongen Desiderius' nederlag i 774 og kejser Karl den Stores kejserkroning kejser af pave Leone III (795-816) i Peterskirken genoplives Det vestromerske Rige og oprettelsen af pavestaten. Men først omkring 827 med pave Gregorio IV (827-844) sker der en afslutning af billedstriden til fordel for den vestlige, romerske anskuelse.

 

L'imperatore Giustiniano con il seguito

S. Vitale i Ravenna

S. Pudenziana - kirkerummet mod apsis

 

S. Pudenziana

Denne kirke er en af Roms allerældste, bygget over Titulus Pudens i hvis hus Peter muligvis har været en hyppig gæst. Kirkens stolthed er apsismosaikker fra slutningen af det 4. årh. og stilistisk i den klassiske tradition. Denne er blandt de skønneste og måske allerbedste apsismosaikker i Rom. Ved en restaurering omkring 1600 lod Volterra med usædvanlig vandalisme en betragtelig del af mosaikken nedhugge, og fjernede dermed to af de fantastiske mytologiske uhyrer, der symboliserer de fire evangelister, to af de 12 apostle og hele den nederste del.

 

Mosaikken forestiller det himmelske Jerusalem med Gravkirken. Mosaikkerne blev udført på en tid, da troen på at S. Helena, kejser Konstantins moder, havde fundet Kristi kors på Golgatha, var i frisk erindring, og her er korset symbolsk fremstillet i forgrunden, rigt besat med ædelstene - på Golgatas højdedrag. Herunder sidder Kristus i majestæt på en trone, i hånden har han en bog, hvorpå der er skrevet "herren beskytter Pudentias kirke". På hver side af Frelseren står de to apostle, begge højst individuelle af udseende, og bag dem overrækker de to søsterhelgeninder (Pudenzia og Prassede) sejrskranse til Peter og Paulus, vist som de normalt fremstilles ikonografisk: Peter med fuldskæg og tykt, hvidt hår; Paulus mørkladen med høgenæse, sort skæg, sammengroede øjenbryn og skaldepande.

Over det himmelske Jerusalems bygninger brydes den blå himmel af lysende, flammeagtige skyer, hvorimellem der svæver mærkelige, vingede væsener, Markusløven og en yderst realistisk Lukasokse.

Den hellenistiske naturalisme er opnået ikke alene ved fin modellering, men også ved det fine og usædvanlige sarte farvevalg, der måske er uovertruffen i romersk mosaikkunst. Her har den sejrende kirke taget det hedenske, klassiske Roms kunst i sin tjeneste.

 

S. Pudenziana - apsismosaikken

 

 

 

Ss. Cosma e Damiano

Indgangen gennem Romulus templet

Ss.  Cosma e Damiano

Kirken er bygget ind i ruinerne af Vespasians Forum Pacis og det mausolæum som kejser Maxentius rejste for sin søn Romulus. Kirken blev indviet til de syriske lægemartyrer Cosma og Damiano af pave Felice IV i 527.

De pragtfulde apsismosaikker fra det 6. årh. er et eksempel på den byzantinske stil i fuld udfoldelse i form og farveskønhed. De anses for at være blandt de de fineste i Rom og de blev forbillede for det 9. århundredes mosaikker, som de ses i S. Prassede, S. Cecilia og S. Marco og selv senere mosaikker som dem i S. Maria in Trastevere røber påvirkning fra mosaikkerne i SS. Cosma e Damiano.

 

Motivet er Kristus stående på flammefarvede skyer, hvor hans skægprydede og majestætiske skikkelse hæver sig på en dybblå baggrund. Højre hånd er hævet til velsignelse eller formaning, i venstre har han en bogrulle.

 

Ss. Cosma e Damiano

Apsismosaikken

 

 

Ss. Cosma e Damiano

Apsismosaikken - S. Paolo presenta S. Damiano

 Nedenunder på jorden bliver S. Cosma og S. Damiano, der begge bærer martyrkronen, ført frem mod frelseren af aposlene S. Peter og S. Paulus; bag dem ser man til højre S. Theodor og til venstre den endnu levende pave Felice IV med en model af sin kirke. De står på vandplanter i guld, der symboliserer Jordanfloden.

Under apsismosaikken er frisen med de tolv får, der udgår fra byerne Bethlehem og Jerusalem ind mod det centraltplacerede Agnus Dei (Gudslammet) i centrum. Byerne symboliserer henholdsvis fødslen og døden for Kristus. Lammene er som byerne Jerusalem og Bethlehem et ret fast element i de romerske apsiskompositioner i S. Prassede, S. Cecilia in Trastevere, S. Marco, S. Clemente og S. Maria in Trastevere og S. Maria Maggiore. I kompositionerne er der flere afvigelser for eksempel i S. Maria Maggiore er lammene samlet uden for byportene og i S. Clemente er byerne placeret modsat af, hvad der er gældende i de øvrige mosaikker.

Selv om hellenistiske elementer stadig er til stede indvarsler de kunstfærdige draperifolder og de aflange ansigter den fuldt udviklede byzantinske stil. Disse mosaikker bekræfter, at der tidligt fandtes byzantinske kunstnere i Rom.

 

 

 

 

 

 

Ss. Cosma e Damiano

Apsismosaikken - S Pietro presenta S. Cosma

 

Capella Ss. Rufina e Secunda - apsis

S. Giovanni in Fonte

 

 

S. Giovanni in fonte

I tilknytning til den antikke S. Giovanni in Laterano, opførte Konstantin dåbskapellet S. Giovanni in Fonte, der blev forbillede for senere italienske dåbskapeller. Hundrede år efter opførslen blev dåbskapellet ødelagt af goterne og derefter genopbygget af pave Sisto III (432-440), der i det oprindelige narthex lod opføre mosaikkerne, der viser hele den hellenistiske kunst taget i kirkens tjeneste.

 

Denne oprindelige indgang blev indrettet som kapel for Ss. Rufina e Secunda af pave Anastasius IV (1153-1154), og  mosaikken fra det 5.årh. der er det ældste af sin art i Rom, blev en slags apsismosaik. Mosaikkens kristne symbolindhold fremgår af himmelbaldakinen med Agnus Dei (Gudslammet) mellem fire apostelduer i et fletværk af grønne og gyldne vinranker på dybblå baggrund, samt de seks ædelstenssmykkede kors, der fra empyreum hænger ned i akantuskalkens zone, og som kan ses som det meningsformidlende led mellem denne og zonen over.

(Empyreum, Himmelteltet, apsismosaikkens toppunkt. Akantus er en kraftig staude med blomsterne i aks. Bladene har været forbillede for oranmentet arkantusranken på korintiske søjlers kapitæl og her i de romerske apsismosaikker.)

De fire paradisfloder fra mosaikken i S. Clemente får øget betydning i sammenhæng med den korsfæstede ovenover, hvis man sammenholder fremstillingen med indskriften over kolonnekransen i baptisteriet "dette er livets kilde, som flyder over hele jorden, idet den tager sin begyndelse fra Kristi sår".

 

 
 

Ved siden af dette kapel findes der også Capella S. Venanzio Vescovo, der blev opført i 642 af pave Giovanni IV (640-642) til ære for martyrerne fra Dalmatien. Mosaikkerne i dette kapel har deres største betydning på grund af de stilændringer, de afslører: Mosaikker i apsis viser deres hellenistiske afstamning, medens dem på triumfbuen er byzantinske. Løftet op på røde skyer mod en guldhimmel kommer Kristus til syne imellem to engle; nedenunder ser man Jomfru Maria i blåt draperi (bedende med udstrakte arme), til venstre herfor Paulus, evangelisten Johannes, S. Venanziano og pave Giovanni IV og til højre S. Peter, Johannes Døberen, en dalmatisk helgen og den græske pave Teodoro I (642-649).

triumfbuen ser vi de fire evangelistsymboler og byerne Betlehem og Jerusalem, under dem de otte slaviske soldaterhelgener.

 

Capella S. Venanzio Vescovo - apsis

S. Giovanni in Fonte

A. Agnese fuori le Mura - apsismosaik

S. Agnese fuori le Mura

Der regnes normalt med, at Konstantin opførte kirken i 324 for at opfylde sin datter Constantias ønske om en basilica til ære for den hellige martyr Agnes. Kirken blev ombygget allerede i år 625 af pave Onorio I (625-638), der også har æren for mosaikkerne i apsis.

 

Mosaikker viser S. Agnes i herlighed. Den unge romerske jomfru er i sin pragtfulde dragt blevet forvandlet til en byzantinsk prinsesse. Ovenover skænker Guds hånd hende livets krone; på begge sider ser man de flammer, der ikke kunne røre hende, og under hendes fødder sværdet, redskabet ved hendes martyrdød. På siderne står pave Simmaco (498-514) i purpur og pave Onorio i hvidt og purpur med en model af sin restaurerede kirke. Disse mosaikker viser, at inden for denne kunstart var den byzantinske påvirkning alt dominerende i Rom i begyndelsen af 7. årh.

 

 
 

S. Maria in Domnica/Navicella

Kirken er en oldkristen huskirke bygget over Cyriacas hus på Celiohøjen, på det sted hvor S. Laurentius plejede at uddele mad til de fattige. Pave Pasquale I (817-824) genopførte kirken til Jomfru Marias ære og som et direkte angreb på billedødelæggelserne.

I de skønne mosaikker er det første gang Maria indtager hæderspladsen. Hun er fremstillet som himmeldronningen med Kristusbarnet på skødet midt blandt engleskaren i hvidt og guld, og hvis glorier danner et skylignende mønster. Pave Pasquale med den endnu levendes firkantede glorie knæler ærbødigt og holder hendes fod. Over hendes hoved ser man hans monogram. Øverst er der en mosaikfrise, atter meget byzantinsk inspireret: Kristus sidder på en regnbue og fra begge sider nærmer sig de 12 apostle, hvis fremadskridende bevægelse får deres tunikaer til at flagre bag dem. Disse prægtige mosaikker er ganske sikkert eksilgrækeres værk.

 

S. Maria in Domnica - apsismosaikken

S. Prassede - Triumfvæg og apsismosaik

S. Prassede

Den nuværede kirke blev opført af pave Pasquale I (817-824) i 822, medens billedstriden rasende. Kirken blev opført til ære for S. Prassede og hendes søster S. Pudenzia, hvis legemer blev ført fra Priscilla katakomber og nedlagt i en oldkristen sarkofag, der står i kirken. Kirken rummer mange smukke mosaikker og minder om helgener og martyrer, men som i søsterens kirke S. Pudenziana er det mosaikkerne i apsis og på triumfbuen der er de fremtrædende. Det påfaldende ved disse mosaikker er manglen på evne til eller ønske om at udtrykke dybdeperspektiv, de bløde former på de romersk inspirerede skikkelser i søsterens kirke er blevet erstattet af flade, abstrakte former; menneskeskikkelserne er blevet til stærkt  stiliserede mønstre af mænd og kvinder. De romerske søstre er forvandlet til østerlandske kejserinder. Værket røber sin byzantinske oprindelse.

 

 

S. Prassede - Apsismosaik, pave Pasquale I

 

Mosaikkerne i apsis er en omhyggelig efterligning af mosaikkerne i Ss. Cosma e Damiano, hvor der dog er megen naturalisme i behold. Skyerne på den ældre mosaik er blevet til bølgelinjer, hvorpå Kristus træder ned fra himlen for at byde velkommen til S. Prassede og S. Pudenzia, der føres frem af Peter og Paulus, der kærligt lægger hånden på søstrenes skuldre.

Til højre står S. Zeno og til venstre pave Pasquale I med en model af sin nye kirke. På hver side rejser sig en palme, den til venstre bærer en føniks, symbolet på genopstandelsen. Det herlige selskab står ved Jordanfloden, nedenunder ser man frisen med de symbolske lam, der bevæger sig fra byerne Betlehem og Jerusalem ind mod centrum.

triumfvæggen står Kristus mellem to engle i det himmelske Jerusalem med S. Prassede og S. Prudenzia for sine fødder. Apostlene nærmer sig sammen med Johannes Døberen og Jomfru Maria. Til venstre og til højre ser man Moses og Elias med en engel, mens to engle står ved portene til den himmelske by for at modtage Herrens udvalgte. Midt på korbuen ser vi Gudslammet flankeret af syv lysestager, der symboliser de syv kirker i Lilleasien, de fire ærkeengle og de fire evangelistsymboler. Nedenunder frembærer Apokalypsens 24 ældste klædt i hvidt deres kroner.

S. Prassede - apsismosaik

 

S. Prassede - Apsismosaik, S. Paolo e S. Prassede

 

S. Prassede - Apsismosaik, S. Pietro e S. Pudenzia

S. Cecilia in Trastevere - apsismosaikken

 

S. Cecilia in Trastevere

Kirken er ifølge traditionen bygget ovenpå det palads og den huskirke (Titulus Ceciliae), der tilhørte Cecilia og hendes mand Valerian. Pave Urbano I (222-230) byggede i 230 et kapel over det oprindelige hus. I 820 blev det bygget om af pave Pasquale I (817-824), som også flyttede Cecilias legeme til kirken.

 

I apsismosaikkerne gentog pave Pasquale I motiverne fra S. Prassede. Peter og Paulus fører Cecilia og Valerian frem for Kristus, men berører dem ikke længere med den tidligere hengivne, fortrolige bevægelse. Det er Cecilia, der lægger sin hånd på den levende paves skulder, til højre står S. Agathe. Figurerne er mere stive og farverne mindre strålende, man får det indtryk, at mosaikkerne stammer fra et andet værksted end det der udførte mosaikkerne i S. Prassede. At mosaikkerne i bund og grund er byzantinske bekræftes af den kendsgerning, at Kristus giver sin velsignelse på den græske måde - det vil sige med de to fingre strakt ud og tommelfingeren overkors til tredje finger. I den romerske velsignelse er tommelfingeren og de to første fingre udstrakt, mens de sidste to fingre er bøjede.

 

 

S. Marco Evangelista - Apsismosaikken; Kristus

S. Marco

Den gamle kirke bygget på Titulus Palcinae blev fuldstændigt genopført af pave Gregorio IV (827-844) i hvis pavetid den gamle billedstrid blev afsluttet.

 

Apsismosaikkerne følger her traditionen fra Ss. Cosma e Damiano, men i forhold til forbilledet er de af en dårligere kvalitet, hvilket kan skyldes, at mosaikkerne er udført på lokale værksteder eller af romere, der arbejdede sammen med grækere. Her mangler helgenskikkelserne liv, de er stive og glansløse, og da de er anbragt på en slags piedestal virker de, som om de er alt for fjernt fra de levende. Evangelisten Markus lægger faktisk sin hånd på pave Gregorio's skulder, mens han fører ham frem for Kristus, men det virker som om styrken og inspirationen i det oprindelige motiv er ved at blive tyndslidt.

 

Mosaikkerne i S. Marco skulle blive de sidste, der blev udført i Rom i næsten 300 år. Da genoplivelsen og en ny blomstringstid kom i slutningen af det 11. århundrede var den endnu endnu engang byzantinskinspireret af de grækere, der arbejdede på Monte Cassino.

 

S. Marco Evangelista - Apsismosaikken

 

  Pave Gregorio VII's reformindsats (Gregorianismen) retter sig både mod Kirkens indre og ydre situation. Det er i dette perspektiv man søger bagud til den tidlige kirkes ideale tilstand for på dette fundament at begynde forfra og genetablere en organisation, en institutionel struktur, der bekræfter paveembedes gudgivne plads og handlefrihed. Et grundlæggende træk i reformbevægelsen, var ideen om kirkens genskabelse af oldtidens ideelle samfund. Denne ide har betydning for forståelsen af det oldkristne repertoire i det tidlige 12. årh. romerske kunst og for tolkningen af mosaikken i S. Clemente som den gregorianske reforms centrale monument.  

 

S. Clemente

"Apsis' store gyldne skålformede mosaik. Akantus og vinranker slynger sig blidt sammen og omrammer små grupper af almindelige mennesker, som var i færd med deres middelalderlige dont. Selv om korset er dominerende, ser det ud som det vokser ud af et træ fra før Kristi fødsel"

Ngaio March: Alleyn i Rom

 

Da pave Pasquale II (1099-1118) krones i den genopbyggede underkirke i 1099, var man allerede ved at planlægge opførelsen af overkirken, der blev indviet i 1128, der også sættes som datering for apsismosaikken. Denne indtager en enestående position i mosaikkunstens lange histore i Rom, der omfatter mere end tusind år fra omkring 300 til 1300. Her indføres et kompositionsskema, der bryder radikalt med velkendte, traditionelle skema for udsmykningen af apsis, etableret med Ss. Cosma e Damiano som en række af stående figurer der flankerer en central figur(er) i kompositionens akse. Det traditionelle skema erstattes af en helt ny komposition med en ny ikonografi. Midt i en vision af Kristi kors som livets træ i en frodig vækst fremkaldes her et rigt detaljeret billede af kirken og den troendes liv i kirken.

 
 

De oldkristne kilder bruges i en sådan grad, at udsmykningen i apsis ved en umiddelbar betagtning fremstår som et oldkristent monument. En hyppigt fremsat hypotese går ud på at overkirkens mosaik i store træk gentager en oprindelig, oldkristen komposition i underkirken.

Apsismosaikken og den tilhørende triumfbue er et mylder af billeder, der alle har sin betydning set i forhold til den kirkelige debat, der fandt sted i begyndelsen af 1100 tallet da mosaikken blev sat op. I gennemgangen af mosaikken er der valgt ti overskrifter:

 
 

1)  Akantuskalken

2)  Korsfæstelsen

3)  Dåbsritualet

4)  Det pastorale liv

5)  Kirkefædrene

6)  Eroter og fugle

7)  Fuglen i buret 

8)  Himmelteltet/Empyreum

9)  Processionen af lam

10) Triumfbuen

 
 

 

1) En akantus­kalk stående i aksen af den muslingeformet kirkeafslut­ning åbner sig i en lang række forgreninger og dækker hele apsis med talrige spiraler, der afsluttes i bladknopper eller blomsterkalke. Ligeledes i aksen er det kors, der står plantet i akantuskalken og rører himmelbaldakinen med sin top. Akantusranken udgår fra to stængler og fordeler sig symmetrisk og noget stift med 25 spiraler på hver side af korset. Som akantus er den typiske i den romerske tradition, kraftigere og yppigere end den tilsvarende græske.

Akantusplanten er ikke uden fortilfælde i romersk kunst, den optræder også i mosaikken i S. Giovanni in Fonte, medens dens rent dekorative prototype i romersk tradition findes i Ara pacis Augustae. Hvor Augustus fredsalter udtrykker den universelle harmoni under Pax Augustae, udtrykker mosaikken i S. Clementes tilsvarende harmoni og fred under kristus.

Akantuskalken kan tolkes som billede på kirken, og det fremgår også klart af den indskrift, der løber hele apsis rundt i bunden af mosaikken lige over Agnus Dei og processionen af lam: "Ecclesiam Christi Viti Similabimus Isti/de Ligno Christi Jacobi Dens ignatiiq. In Supra Scripti Requiescunt Corpore Christi/­Qvam Lex Arentem, Set Crux Facit Esse Virentem." Kristi kirke sammenlignes med en vinstok, der visner i loven, men som ved hjælp af korset grønnes og spirer frem til nyt liv. Akantusrankerne identificeres altså med vinen, vinen med kirken.

Johs. 15; 1-2: "Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt."

Kirken er det jordiske billede på Guds rige, og mosaikken reflekterer først dåben - genfødslen - der gennem nadveren fører frem til det ny liv.

 

2) Korsfæstelsen er fremstillet som den centrale scene, til venstre står Maria og til højre står Johannes. På korsarmene er placeret tolv duer, der symboliserer apostlene. Man kunne vente, at Kristi magre og uanselige legeme ganske ville forsvinde i disse stiliseret frodige omgivelser, men hans skikkelse er placeret inden for korsets kontur, således at der skabes rum omkring ham, og det magre legeme arbejder sig ind i den besøgendes bevidsthed med hele korsets vægt. Samtidig synes den korsfæstedes magerhed og lille format på baggrund af de store ranker at understrege lidelsen og det medynkvækkende i hans død for menneskene.

Maria og Johannes står med hovederne let bøjede ind mod aksen, så de kompositorisk føjer sig efter de to ranker, der tilsammen som et otte-tal snor sig omkring korset. Maria har rakt hænderne frem for sig med åbnede håndflader. Johannes viser den ene hånd op mod Kristus, og hans venstre hånd knuger en fold i kappen.

 

 
 

3) For foden af akantuskalken vælder de fire paradisfloder frem, og på hver side står en drikkende hjort. Motivet har tilknytning til dåbsritualet og derfor findes det hyppigt i baptisterier. Salmernes bog 42;2: "Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, således skriger min sjæl efter dig, Gud".

 

En anden stærk tilknytning til dåben findes nederst i selve akantusbusken, hvor et slangelignende bånd synes at indeslutte en lille hjort. Dette er dåben opfattet som en kamp mod det onde, der overvindes og fortæres. Når vandet drikkes udtrykkes ønsket om at modtage den hellige dåb og det evige liv. Dåben er den troendes adgang til Himmerige.

Ved siden af de drikkende hjorte står påfugle, symbolet for opstandelse og udødelighed.

 

   
4) Det pastorale liv. Den døde Kristus er forudsætningen for frelsen og den paradisiske tilværelse, der gror og vokser frem omkring ham. I den nederste zone giver rankerne plads for et landskab, hvor et pastoralt liv udfolder sig med alle menneskets fredeligste og mest jordnære ting. Hyrderne vogter deres får, gederne malkes, en kvinde klædt i tunika strør korn for kyllinger og fugle. Krigerens våben står ubenyttede hen.

S. Agostino

 

5) I Linje ved korsets fod over det pastorale liv ses fire latinske kirkefædre sammen med flere figurer. Kirkefædrene kendes på de vedføjede indskrifter. Fra venstre S. Agostino (354-430) og S. Girolamo (347-419) og til højre pave S. Gregorio I (590-604) og S. Ambrogio (339-397). Her har kirkefædrene en plads, der sidestiller dem med evangelisterne, og som dem ses de her siddende som kirkens bærende søjler. Mellem de to grupper af kirkefædre og korset er der placeret en gruppe på tre verdslige personer, og mellem hvert par af kirkefædre står en person der tilsyne­ladende foretager en liturgisk handling enten ved at give fugl noget at drikke eller ved at stå ved en brødkurv. Matt. XXVI, 26: "Tag dette og spis det; dette er mit legeme; drik alle heraf thi det er mit blod".

Selv om transsubstantionslæren først optræder som dogme efter det 4. Laterankoncil i 1215 var tanken ikke ukendt for den oldkristne og middelalderlige kirke.

(Transsubstantionslæren er den katolske nadverlære om, at brødet og vinen forvandles til Kristi legeme og blod).

S. Ambrogio

 

6) I rankerne udfolder der sig efter klassisk forbillede en verden af fugle: skader, storke, krager, papegøjer, en ugle og andre, hvor man ikke umiddelbart kan bestemme arten.

Højere oppe kommer en zone med vingede eroter, der blæser i horn eller rider på delfiner. De to øverste zoner før himmelteltet beboes af fugle, det faste velkendte symbol for kristne sjæle, der transporteres til Himlens skønhed. I en af sine lignelser fortolker kirkefaderen S. Gregorio lignelsen om sennepskornet, der vokser til et kæmpemæssigt træ, og alle luftens fugle finder ly i dette træ.

 

7) Alt giver sig ud for det evige livs fred og permanente lykke tilstand, og dog er der et element der modarbejder helheden "fuglen i buret" til højre for Ambrosius. Motivet kan også findes i kompositionen i  S. Maria in Trastevere, og det er et almindeligt motiv fra tidlige byzantinske mosaikker. Motivet er tolket på forskellig måde, som et symbol på det asketiske og fromme liv munkene levede i deres celler, eller den hyppigst forekommende, at fuglen i bur repræsenterer menneskets sjæl, der er fanget i legemets fængsel. Forudsætningerne for den positive, frigørende side af "fuglen i buret" ligger i Bibelen: Salmernes Bog 142; 8: "Før mig ud af fængslet, så jeg kan takke dit navn.

Den kompositionelle modpart uglen associerer umiddelbart til mørke, blindhed. Dog kan mærke i betydningen skygge være noget positivt i betydningen skyggefulde steder som klostre og det kontemplative liv. Blindhed kan henvise til "åndens blindhed" over for Guds nådegave. Markus 4; 11-12: "Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse."

 

8) Apsismosaikkens toppunkt, himmelteltet eller empyreum er et karakteristisk og velkendt motiv i de romerske mosaikker. Det optræder i mere eller mindre veludviklede former, men S. Clementes er det fineste og mest gennemførte af dem alle. Fra det udspændte himmeltelt rækker Herrens hånd med den diamantbesatte krans ned mod den korsfæstede Kristus, omgivet af blålige og glødende røde skyer. I himmelteltets absolutte toppunkt hænger et lige armet, strålende kors mellem to gyldne kæder og indfattet af en bladkrans i guld. Aksen bestående af guldkorset, Herrens hånd, Kristus på korset og de fire paradisfloders udspring er klart forbundet med hinanden.  
 

9) Mosaikkens sokkel under akantusplanten udgøres af den sædvanlige procession af lam, der udgår fra Betlehem og Jerusalem mod det centralt placeret Agnus Dei. Som så meget andet i S. Clemente afviger denne fremstilling fra de andre kendte versioner, der ikke er fremstillet så lunefuldt som her. Normalt indrammer bymuren  en gruppe huse og tårne, der forholdsvis let kan udskilles fra hinanden. Her er byprospektet presset sammen, tårne afskærer hinanden eller rager op bagved hinanden i en helt moderne "skyline".

Fremstillingen af Betlehem domineres af byporten med de flankernde tårne. Den krenellerede bymur går i baggrunden i en stor bue fra hjørnets søjle til et tårn, der støder op mod midtskibsmuren, krydser i zig-zag ned mod byporten. Søjlen på hjørnet mod apsis bærer også buen i den portal, hvorfra processionen af lam udgår. I ingen andre byfremstillinger er der gengivelser af en skulptur som den der ses i nichen over porten til Betlehem (ærkeenglen Gabriel?). Der forekommer heller ikke mennesker, som personen (Josef?) der står (udelukket) på trappen under samme port. Jerusalem er komponeret på tilsvarende måde, men i detaljen er der tydelige forskelle blandt andet ved byporten.

Profeten Jerimias

10) Triumfbuens komposition synes bygget op med den hensigt at vise ind til apsis og både fortolke og understrege korsets betydning der. Placeringen af profeterne Esajas og Jeremias fastlægger åbenbart en norm i det 12. årh. De findes blandt andet i S. Maria in Trastevere. Teksterne på deres bogruller viser mod Herrens tilsynekomst.

Esajas' bog 6; 1: "I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet."

Jeremias' bog 23; 5: "Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt. Han skal være konge med indsigt og øve ret og retfærdighed i landet."

 

I buens mellemzone sidder i venstre side Paulus i samtale med Laurentius, der iklædt mønstret tunika er fremstillet med korsstaven i hånden og risten nedenunder. Paulus holder begge hænder om en bogrulle og Laurentius synes at lytte meget nøje til ham. På højre side sidder sidder Petrus på tilsvarende måde i samtale med Clemens, der i sin venstre hånd holder ankeret. Peter har i sin venstre hånd en bogrulle. Risten og ankeret hos Laurentius og Clemens henviser til deres martyrier. At Laurentius og Clemens her repræsenterer martyrernes hærskare (og de troende) er ikke tilfældigt. Clemens er kirkens titelhelgen, en af Roms tidligste biskopper (88-97), og Laurentius, der bliver martyr under Valerian, er en af Roms mest berømte martyrer, der er blevet kaldt "det himmelske Roms evige konsul".

S. Clemente

  Paulus retter opmærksomheden mod korset i apsis, medens Peter viser mod Kristusmedaljonen i triumbuens toppunkt. Flankeret af de 4 apostelsymboler og omgivet af stjerner mod en blå baggrund og med regnsbuens farver på korsarmene er Kristus en himmelsk vision efter døden på korset. Profetierne er blevet indfriet og apostelfyrsterne kan vise martyrerne den salighedstilstand som korset har skabt for dem, der tror. Dermed tænktes på et Rom genskabt af apostlene og martyrernes offerdød, den ny stads helte. Forbindelsen mellem det nye Rom og den Kristi kirke. Apostelfyrsterne henviser martyrerne, og gennem dem den kristne menighed, til Kristus på korset. Lukas 14; 27: "Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel."

 

 

Apsismosaik - Kristus

S. Clemente

Apsismosaik - S. Lorenzo e S. Paolo

S. Clemente

 

Apsismosaik - S. Clemente e S. Pietro

S. Clemente

S. Maria in Trastevere - Kirkerummet med apsis

 

 

 

 

 

 

S. Maria in Trastevere

Kirken regnes for en af de første kirker, hvori der blev afholdt offentlig gudstjeneste. Det vides med sikkerhed, at kirken er en af de første i Rom, der er indviet til Maria.

Apsismosaikken er opsat af pave Innocenzo II (1130-1143) og færdiggjort i 1148. Motivet er "Kristus, Jomfru Maria og de tolv apostle". Apsismosaikken står som et af Roms fineste mosaikkompositioner med en fremstilling af Marias himmelske kroning. Hun ses siddende på en overordentlig bred trone med lyreformet ryg sammen med Kristus, der har lagt sin højre arm om hendes skulder. Over deres hoveder er en udfoldet himmelbaldakin, hvor der øverst er et bånd af sammenkædede ovaler, der danner en krans om det lille kors i toppunktet. Fra baldakinen rækker herrens hånd med en krans omgivet af skyer. På hver side flankeres de af helgener, paver og andre, der med forsigtige håndbevægelser giver sig til kende og reflekterer det øjeblik, der er fremstillet. Til venstre står pave Calisto I i mørkeblå messehagel med guldborter. I venstre hånd holder han en bog og den højre er løftet til brystet med håndfladen udad. Yderst ude på denne side står pave Innocenzo II klædt i hvidt og rød messehagel og præsenterer sin model af kirken. Peter står nærmest Kristus og viser med sin højre hånd hen til Kristus og i den venstre holder han bogrullen.

 

Kristus er den højeste i apsis og som endnu en mindelse af byzantinsk formalisme er det ham, der er det reelle centrum. Skønt han deler sit sæde med Maria er det Kristus, der sidder strengt i apsis' midtakse. Over ham svæver Guds hånd med kronen. Kristus og Maria er i klædning og ansigtsudtryk skabt i byzantinsk regi, men alligevel udtrykker den en vestlig ikonografi. Maria er kronet, hvilket er en romersk "opfindelse", og Kristus deler sin trone med Maria ved at lægge sin arm om hendes skulder. Hans holdning refererer til de linjer fra højsangen, der står på den udfoldede bogrulle Maria holder i hånden. Højsangen 2; 6: "Hans venstre hånd er under mit hoved, hans højre omfavner mig". Denne tekst er et eksempel på middelalderens konception af Marias kroning.

Apsismosaik - Jesus og Maria

S. Maria in Trastevere

 

 

S. Maria in Trastevere - Apsismosaikken

 

Hele mosaikken er et overflødighedshorn af symboler som frugter, blomster, blomsterranker palmer, duer og en enkelt skade. Som i S. Clemente ser man her symbolet "fugle i bur", det ses over profeternes udfoldede skriftruller. Udover de udlægninger der er angivet i afsnittet om S. Clemente, kan fuglen knyttes til to skriftsteder, der er angivet på profeternes skriftsruller, specielt den sidste, hvor det siges, at Kristus er fanget. Denne tolkning bliver sædvanligvis afvist, da der er tale om en himmelsk scene, og fordi Kristus efter dommen og opstandelsen ikke længere er bundet til den menneskelige natur. 

I apsis under Agnus Dei området har Pietro Cavallini udført cyklus af mosaikker med billeder fra Maria's liv

 

Triumfvæggen ligner den fra S. Clemente, men der er ikke så mange figurer. Fælles er de to profeter Esaja og Jeremias og de fire evangelistsymboler. Triumfvæggen krones af en medaljon med korset, Alfa og Omega hænger fra korsarmen. På hver side ses de apokalyptiske lysestager, og i højde hermed de fire evangelistsymboler, nærmest Mattæusenglen og Johannesørnen og yderst svæver Marcusløven og Lukasoksen. Vendt mod den centrale scene i apsis står nederst til venstre Esaias og til højre Jeremias begge med skriftbånd, hvis sentenser er taget fra deres profetier. Triumfvæggen og apsis er skabt samtidigt, profeternes bevægelse, der fører opmærksomheden ind mod centrum modtages og bringes videre af Calisto og Petrus.

 

 

S. Paolo fuori le Mura - Kirkerummet med apsis

 

S. Paolo fuori Le Mura

Over hedningeapostlens Paulus' grav rejste Konstantin en kirke, der blev ombygget og udvidet i 386 og færdiggjort af pave Onorio I (625-638). Kirken er blevet plyndret, ramt af jordskælv forsømt og endelig nedbrændt i 1823. Kirken blev genindviet i 1854. Bevaret blev den store triumfbue og det var muligt at restaurere apsismosaikkerne.

 

Triumfbuen med mosaikker af fra det 5. årh. Triumbuen overlevede den store branden bliver båret af to store joniske søjler midt i de farverige mosaikker, der er skabt af de kunstnere, der også udførte Galla Placidias (kejser Theodosius' datter) mausoleum i Ravenna. På midten af buen mellem to engle ser man Kristus, som hæver højrehånd til den græske form for velsignelse, og den venstre hviler på et kors der bæres på ryggen. Over ham de fire evangelistsymboler; Apokalypsens 24 ældste frembærer deres kroner; nedenunder står Peters og Paulus' imponerende skikkelser på blå baggrund, Peter bærer nøglerne og Paulus et sværd.

 

Apsismosaikkerne blev restaureret efter branden i 1823.

 

S. Paolo fuori le Mura - Apsis

S. Paolo fuori le Mura - Apsismosaikken

 

De stammer oprindeligt fra det 5. årh. men den gennemgik en omfattende restaurering i 1220 af byzantinske håndværkere, der havde arbejdet i Markuskirken i Venezia. Det havde ikke været muligt for pave Onorio III (1216-1227) at finde romerske håndværkere, så de fremmede håndværkere betød en genoplivelse af den romerske mosaikskole. I midten ses den kæmpemæssige Kristus siddende på tronen, givende den græske velsignelse med højre hånd. Ved Kristus' fødder ligger en undseelig figur af pave Onorio III. Fra venstre mod højre er Kristus omgivet af apostlene Lukas, Paulus, Peter og Andreas og yderst i begge sider store palmer. Under Kristus er der mellem to engle et kors omgivet af symbolerne fra lidelseshistorien, tornekrandsen, naglerne spyddet, eddikesvampen. Omkring korset og englene står der adskilt af palmer 10 apostle samt helgenerne Barnaba og Marco.

 

Udenfor apsishvælvingen har romeren Pietro Cavallini udført mosaikken "Madonna tronende med Kristusbarnet".

 

 
 

S. Giovanni in Laterano

Kejser Konstantin lod opføre den oprindelige basilikaformet kirke, apsismosaikken blev opført i perioden 1284-94, den nuværende kirke skyldes Borrominis restaureringsarbej­de, der blev færdiggjort til jubelåret 1650. I 1884 lod pave Leone XIII (1878-1903) koret forlænge, så det var nødvendigt at flytte Jacopo Torritis og Jacopo da Camerinos apsismosaikker. På trods af flytningen og restaurerin­gen af mosaikkerne, der er fra 1284-94, fremstår de med en sjælden skønhed i form og farver. 

 

I midten af mosaikken ser man Kristi hoved omgivet af keruber, og herover stiger Helligånden ned i form af en due. Nedenunder rejser et juvelbesat kors sig fra paradisets fire floder, hvori de troende, fremstillet som hjorte og lam, slukker deres tørst. Ved siden af dem ser man Jomfru Maria, S. Peter, Paulus og andre helgener, samt giveren en lille bitte pave Niccolò IV (1288-1292). Under dem flyder Jordan­floden, oversået med svaner og både. Ind imellem vinduerne kan man blandt palmetræer se en række på ni apostle og to små skikkelser kunstnerne. Kan man komme tæt på og få noget lys, vil man opdage værkets store friskhed.

 

S. Giovanni in Laterano - Apsismosaikken

S. Maria Maggiore - Apsismosaikken

 

S. Maria Maggiore

Den nuværende kirke er bygget af pave Sisto III (432-440) som æresbevisning for den hellige Jomfru, som netop af koncilet i Efesos var blevet erklæret for Guds moder. Santa Maria Maggiore er Roms vigtigste og en af byens ældste og skønneste Mariakirker.

Apsismosaikkerne er efter signaturen udført af Jacopo Torriti og dateret 1295, og dette værk skal forstås som kulminationen i forherligelsen af Jomfru Maria. Her gør det byzantinske og det hellenistiske fælles sag, og værket regnes som det sidste i den lange række af mosaikmester­værker, der går tilbage til antikken.

Fra middelalder kilder ved man at den oprindelige apsismosaik fra Sisto III's tid havde en tronende Maria omgivet af akantusranker, hvor fisk, fugle og andre dyr var anbragt mellem grenene i lighed med motivet i S. Clemente. Den nuværende apsismosaik er endnu et resultat af de politiske forhold, hvor pave Niccoló IV (1288-1292) søger støtte hos en af de rige adelsslægter Colonna, hvorefter et familiemedlem bliver kardinal og får lov at bruge penge på en kirkelig udsmykning. 

 

  
 
 

Centret i apsismosaikken er en cirkel, der forestiller firmamentet. Heri ser man moder og barn siddende side om side med sol og måne ved deres fødder, begge med glorie og omgivet af en skare tilbedende engle. Udover englene flankeres Kristus og hans moder af en række helgener samt bittesmå, knælende skikkelser som pave Niccolo IV (1288-1292) og giveren kardinal Jacopo Colonna. Det er Marias himmelkroning, hvor kristus sætter kronen på sin moders hoved. Kristus og Jomfru Maria er anbragt i en ramme af overdådige akanthusbladruller, hvorimellem påfugle, traner og agerhøns vandrer omkring. På den smalle frise under dem flyder paradisets fire floder med fiskere, fugle, fisk og svaner - der er endog nogle flodguder efter bedste hellenistiske mønster. Kompositionen er yderst virkningfuld og understøttes af meget fint farvevalg, hvor rosa, perlefarve og lilla blødgør konturer og former i kontrast til stærke farver i rødt, blåt og guld og meget understreges af kølige lyseblå og grønne farver.

 

Torritis usædvanlig skønne mosaikker er et pragtfuldt punktum i romersk kirkekunst.

 

S. Maria Maggiore - Apsismosaikken

  Ønsker du at læse et af de andre afsnit fra "Det religiøse Rom, så "klik" nedenfor  
 

- De første kristne århundrede

- Martyrerne

- Mithra-kulten

- Det underjordiske Rom

- Kirkernes Rom

- Apsismosaikker

- Barokkens gravmonumenter

- Mariadyrkelsen