Siderne i dette afsnit er også under opbygning. Først indsættes og revideres alle tekster og derefter vil der blive suppleret med billedmateriale.

Seværdigheder på denne tur:

* Augustus' fredsalter

* Colosseo

* Forum Romanum

* Kejserfori

* Mercati Traianei

* Palatin

* Pantheon

* Roms Termer

13. De antikke Seværdigheder

Dette afsnit er en lille rejseledsager for den, der måske for første gang vil stifte bekendtskab med Roms antikke fortid, dengang byen var centrum for et verdensrige. I følge traditionen blev Rom grundlagt den 21. april 753 fKr, men arkæologiske fund viser, at historien går meget længere tilbage. De bevarede levn fra det antikke Rom er især offentligt byggeri som templer, retsbygninger, senatsbygninger og overklassens private byggeri som boliger og grave, hvorimod der stort set ikke er bevaret noget fra underklassen eller slavernes liv og levned.

Adskillige af byens antikke monumenter er forsvundet i tidens løb, men nogle er velbevarede og det gælder især de, der blev omdannet til kirker efter kirkefreden i år 326. En del monumenter blev frilagt i renæssancen (1425-1550) hvor man var på jagt efter kunstgenstande, medens mange af de antikke bygninger fungerede som stenbrud for de byggeglade renæssancepaver, der ødelagde mere end barbarerne. Først i 1788 under ledelse af den svenske ambassadør baron C. F. Fredenheim begyndte man at foretage arkæologiske udgravninger for at skaffe viden om fortiden. I det 19. årh. restaurerede man en del monumenter for at lade dem indgå i offentlige parkanlæg, dette gjaldt specielt efter, at Rom i 1870 blev hovedstad i det samlede Italien, så havde man brug for symboler på Italiens glorværdige fortid. I denne forbindelse frilagde man hele Forum Romanum.

Den kapitolinske ulv

Palazzo Senatorio

Via Fori Imperiali - fra Pz. Venezia mod Colosseo

Denne grønne trekant til venstre er nu fritlagt.

De næste udgravninger skete i forbindelse med Mussolinis anlæggelse af triumfgaden tværs gennem antikkens kejserfora fra Piazza Venezia til Colosseum. Ved det pågældende anlægsarbejde blev de fleste af torvene frilagt, men det meste blev dækket til igen af gaden. Inden for de sidste 10 år er er der planer om en stor arkæologisk park i Roms antikke centrum bestående af Forum Romanum, Colosseum og Kejsertorvene. Hvis en sådan plan gennemføres betyder det, at Mussolinis triumfgade skal fjernes, hvilket har givet rasende modstand fra de romerske bilister. Skulle der på noget tidspunkt blive penge til et sådant projekt, skal man efterfølgende overvinde en ikke ubetydelig politisk modstand.

De valgte seværdigheder er mit udtryk for hvad en besøgende i Rom kan se ved et kortere besøg i byen. Kapitlerne følger hinanden i nogenlunde kronologisk orden, så der skulle være mulighed for at få øje på en historisk linje. En undtagelse for dette er dog det indledende afsnit, der er bygget op som en spadseretur ad Via dei Fori Imperiale. På denne tur vil man kunne se det der er tilbage af kejserfori, Forum Romanum, Palatin og Colosseo.

Ved gennemgangen af mindesmærkerne har jeg valgt en ret summarisk fremstilling, da man hverken kan nå eller har mulighed for at tage de ofte komplicerede bygningsbestanddele nærmere i øjensyn. En dybere og mere videnskabelig undersøgelse, vil altid kræve større værker i arkæologi og kunsthistorie.

Selv om der netop nu ikke er etableret nogen arkæologisk park, skal dette afsnit dog begynde i den ene ende af den mest betydningsfulde af alle historiske gader i verden ved Piazza Venezia, hvor Via dei Fori Imperiale begynder ved Vittorio Emanuele monumentet med ansigtet ned mod Colosseo i baggrunden. Turen begynder foran de to små kirker Ss. Nome de Maria (1736) og S. Maria di Loreto (1501) foran Trajansøjlen og ved Via Alessandrina.

I en periode på 150 år fra Cæsar frem til kejser Hadrian blev der bygget flere nye torveanlæg de såkaldte kejserfori på området nord for Forum Romanum. I forbindelse med Kejsertorvene var der en del administrationsbygninger, men de var ofte et monument for kejseren selv, der for sit krigsbytte byggede en gave til det romerske folk.

Trajansøjlen med

Ss. Nome de Maria til højre og S. Maria di Loreto til venstre

Plan over Foro Romano, kejsertorvene og Trajans marked.

De to parallelle linjer angiver Via dei Fori Imperiale

Fra foden af Trajansøjlen ser man ned mod Colosseo over en mængde ødelagte og væltede søjler. Det er det eneste, der idag er tilbage af oldtidens største basilika, Basilica Ulpia, der lå i Trajans Forum, og bagved dette torv Augustus'Forum, Nervas Forum og Vespasians Forum. Og på den anden side af Via dei Fori Imperiale ser man Cæsars Forum. Ialt er der fra Trajan søjlen ca. 500 meter med torve, templer, portaler og statuer.

Trajans Forum

Kejser Trajan (98-117) byggede det største og sidste af kejsertorvene. Trajan opførte store bygningskomplekser. Et af disse var badeanlægget på Esquilinhøjen oven på Domus Aurea, det overdækkede markedskompleks og hans Forum.

Byggeriet blev finansieret af krigsbyttet fra Dakerkrigene og indvielsen af forum fandt sted i år 112. Torvet havde indgang fra Augustus' forum og store dele af udsmykningen drejede sig om dacierkrigene. Otte af statuerne er senere blevet genbrugt på Konstantins triumfbue ved Colosseo.

Plan over Via dei Fori Imperiale med Forum, Kejsertorvene og Trajan Marked

Ved anlæggelsen af Trajans Forum ødelagde man de forretninger, som tidligere lå der. Derfor byggede man nye butikker oppe bagved på den nederste del af Quirinal højen, det der kaldes Mercati Traianei (Trajans Marked). Der er indgang fra Via IV November og markedet er omtalt senere i dette afsnit.

Den yderste del af Trajans forum med templet for den guddommelige Trajan er idag dækket af de to små kirker, så det nordvestligste synlige punkt af forum er

Trajansøjlen (1)

Søjlen blev rejst år 113 af kejser Trajan. Søjlen der er høj som Rundetårn fortæller i i en 200 meter lang billedstribe om romernes to krige mod dacierne. Dacien lå nord for Donau vor tids Rumænien. Kejser Trajan der førte krigene er afbildet 60 steder på søjlen og altid lidt højere end de andre. Nederst på søjlen begynder historiens handling, hvor man ser de de glatragede romere med deres standarter forlade Ankona og vandre op til Donaufloden, hvor de slår lejr. Skildringen fortsætter opad søjlen med hver detalje skåret ud i hvid marmor. Her er billeder af slag, heste der får hovedet hugget af, tilfangetagne dacier, soldater der fælder skov, Trajan som holder religiøs ceremoni, kørevogne med vandkrukker og meget meget mere. Øverst oppe bliver dacierkongen taget til fange med sine sønner, og Trajan er den store sejrherre. Øverst satte man den gyldne ørn, der ved kejserens død blev erstattet af hans forgyldte statue, der igen blev erstattet af S. Pietro.

I søjlens fundament stod engang guldurnen med kejserens aske, den blev røvet, da vestgoterne i 400 tallet plyndrede Rom.

Nedenfor søjlen ligger resterne af

Basilica Ulpia

Ordet basilika er græsk og betyder kongelig søjlehal. Basilikaerne var rektangulære bygninger med 3 eller 5 af søjlerækker adskilte rum, såkaldte skibe, hvoraf det højere og bredere midterskibs øverste vægpartier var gennembrudt af vinduer. Den antikke romerske basilika blev brugt som kejserlig audienssal, retsforhandlinger og til torvehandel. Denne bygningsform blev den direkte forgænger til den oldkristne kirkebygning.

Foro di Traiano

Foro di Agosto

Augustus's forum (foro di Agosto)

Augustus opførte et torv til retshandlinger lige nordøst for Cæsars Forum, torvet blev indviet år 2 f.kr. Ved pladsens korte side opførte han et tempel for krigsguden Mars (2) til minde om hævnen over faderens mordere.

Ruinerne af Augustus Forum  er omgivet af en høj mur, hvis opgave det er at afgrænse torvet fra den tilfældige bymæssige bebyggelse bagved. Alt var pragtbygninger og det fornemmeste var Marstemplet. Af dette er der kun udgravet trappen og nogle søjler.

Nerva's forum (foro di Nerva)

Dette torv er opkaldt efter kejser Nerva, en aldrende embedsmand der fulgte efter kejser Domitian i år 96.Torvet blev påbegyndt under Domitian, men da man på ingen måde ønskede at mindes denne upopulære kejser blev de fleste bygninger der var påbegyndt under ham indviet i andres navne. Torvet blev påbegyndt i år 92 og færdiggjort 6 år senere. Den vigtigste bygning var Minervatemplet (3). Der er ikke meget tilbage, kun to slanke fine søjler foran en lille mur med afslidte friser. Det er også en gennemgang mellem Augustus' og Vespasians "Templum Pacis" fredens tempel.

Foro di Nerva

Foro delle Pace

Templum Pacis

Som et mindesmærke for sejren over jøderne opførte Vespasian Templum Pacis 77 år efter indvielsen af Augustus' Forum. Anlægget målte omkring 145x100 meter, og der lå et tempel midt på den ene kortside. Dette rummede krigsbyttet fra Jerusalem, hvis største kostbarheder var taget fra Salomons tempel blandt andet den syvarmede lysestage, pagtens ark m.m. Vespasian lod en mængde af Nero's stjålne græske kunstgenstande opstille i Templum Pacis søjlegange.

Pave Felice IV byggede i 527 en kirke Ss. Cosma e Damiano ind i templets bibliotek (4), ellers er der i dag er der intet at se, thi alle herlighederne ligger helt begravet under Via dei Fori Imperiali, men måske en dag når den arkæologiske park bliver etableret, vil det være muligt at se flere herligheder.

På den anden side af Via dei Fori Imperiali helt op mod Capitolhøjen bagved nationalmonumentet ligger

Julius Cæsars Forum (foro di Cecare)

Da der ikke var mere plads på Forum Romanum opkøbte Cæsar jord til et nyt torv, der blev en rektangulær plads på 160x75 meter omgivet af en mur med dobbelte søjlegange. PÅ kortsiden op mod Capitol og Quirinal blev der opført et tempel for gudinden Venus (5) med tilnavnet Genetrix (stammoderen), fordi Cæsars slægt ifølge myten stammede fra denne gudinde.

Lidt nede af sidegaden ligger Carcer Mamertinus (Det mamertinske fængsel) skråt overfor Septimius Severus buen. Hernede sad apostlen Peter ifølge traditionen fængslet, indtil det lykkedes ham at omvende og døbe de to fangevogtere. De lænker, som Peter lå i, opbevares nu i S. Pietro in Vincoli. På sin flugt ude på Via Appia Antica så S. Peter i et syn Herren og spurgte: "Domine que Vadis", og Herren svarede "til Rom for at blive korsfæstet endnu engang", hvorefter Peter vendte tilbage til sit romerske martyrium på Neros Cirkus, hvor han blev korsfæstet med hovedet nedad.

Ved Det Marmertinske fængsel er der en nedgang til Forum Romanum ved den store Arco Severo, en anden nedgang finder man midt på Via dei Fori Imperiale over for Via Cavour (6).

Foro di Cesare

Cloaca Maxima

Forum Romanum (Foro Romano)

Forum Romanum er verdenhistoriens mest omtalte torv. Forum Romanum blev anlagt i dalen mellem Capitol, Esquilin og Palatinhøjene og var det antikke Roms politiske, religiøse og handelsmæssige centrum. Dalen hvor Forum ligger, er blevet dannet af en biflod til Tiberen. Udgravninger har vist, at området fra det 10. årh. fKr. har været brugt som gravplads, en skik der tilsyneladende først ophører omkring år 800 fKr. Arkæologerne har registret aflejringer efter mange oversvømmelser, og udlægning af en plads i det sumpede område har været betinget af dræning. Det er nærliggende at give etruskerne æren for at have påbegyndt kloakeringsarbejdet (Cloaca Maxima) i forbindelse med, at den etruskiske konge Tarquinius Priscus tog magten kort før år 600 fKr. Med udlægningen af Forum begynder Rom således sin eksistens som egentligt bysamfund samtidig med den etruskiske magtovertagelse. De ældste rester af bygningen Regia stammer fra slutningen af det 7. årh. f.kr.

Under de etruskiske konger og gennem republikkens tid fra ca 500-31 f.kr. var Forum det politiske og religiøse centrum for romerstaten, der med tiden udviklede sig til et verdensrige. Allerede i kongetiden fik mange bygninger den placering, som de beholdt siden; selv om byggeteknikken ændrede sig, så man ved nybygning forlod de gamle trækonstruktioner til fordel for den porøse vulkanske sten tuf. I 2. årh. fKr. opførte man enkelte templer i marmor, men først op mod Augustus's tid blev det almindeligt at opføre offentlige bygninger i marmor.

Med kejser Augustus ændredes Forums funktion radikalt. Riget blev nu styret fra kejserpaladserne på Palatin og Forums politiske rolle var udspillet. Dyrkelsen af statens guder var efterhånden blevet ret mekanisk og uvedkommende i en tid, hvor man hellere engagerede sig i de nye frelsesreligioner, så gudetemplerne havde heller ikke samme betydning som før.

De forskellige kejsere fandt dog fortsat Forum værdigt til at rumme templer og mindesmærker for magthaverne og deres familier, så der blev rejst templer for Cæsar, Augustus,Vespasian og Titus og Antonio Pio. Forum blev paradeplads og kulisse for kejserens optræden, senatet eksisterede og holdt møder i Curia, men magten lå hos kejseren.

Da romerrigets hovedstad blev flyttet til Konstantinopel i år 330 mistede Forums bygninger deres betydning og begyndte at forfalde. Lokaladministrationen havde sæde her et stykke tid endnu, men i middelalderen flyttede den op på Capitolhøjen, hvor Roms bystyre fortsat holder til i det palads, som Michelangelo opførte på ruinerne af det romerske statsarkiv, tabulariet.

Op gennem middelalderen blev Forum Romanum omdannet til et stenbrud for byggematerialer, hvorfra der blev hentet - hovedsagelig marmor - til nybygninger i hele Romerriget. I Renæssancen i det 15. årh. hvor man genopdagede og genoplivede antikken, blev ruinerne på Forum nedrevet eller gravet op for at tjene som byggemateriale til renæssancefyrsternes og pavernes paladser. I de følgende århundreder lå Forum ret uforstyrret hen som græsmark for kvæget og var et yndet motiv for malere.

Cloaca Maxima - udmunding i Tiberen ved Vestatemplet

Via Sacra mod Titusbuen

En rundtur på Forum Romanum er først og fremest et besøg i den sene kejsertid, da man fortsat er ved at udgrave republikkens forum. Selv for fagfolk kan det være nødvendigt med en minituøs guide, da tingene er særdeles komplicerede på grund af de mange tidsperioder, der er bygget oven i hinanden. Dette afsnit skal udelukkende give et par ord med på vejen til de vigtigste og største seværdigheder på Forum Romanum, de omtalte er alle mærket med et tal på kortet over Forum, kejsertorvene og Trajan Marked. Fra indgangen (6) midt på Via dei fori Imperiali kommer man ned på den gamle hellige vej

Via Sacra.

Med ryggen til indgangen ser man oppe på venstre hånd den en-hvælvede Titusbue, der holdes imidlertid mod højre op mod Septimius Severus-bue, og bagved denne Den capitolinske høj prydet af senenatorpaladset med det antikke Roms byarkiv Tabularium rejser sig. Via Sacra er den store triumfvej, hvor man allerede i republikkens dage holdt store triumftog.

Straks på højre hånd ligger de langstrakte ruiner af

Basilica Aemilia.

Den første udgave af Basilica Aemilia blev bygget 179 f.kr. men senere er den ombygget flere gange og senest under Augustus. Dette er den ældste retsbygning på Forum med en elegant søjlehal ud mod torvet. Herinde lå også en lang række butikker. Basilikaen nedbrændte i 410, da Alariks vestgoter plyndrede byen. På det tidspunkt må der have været bank eller vekseler virksomhed i bygningen, for i marmorgulvet kan man stadig se irgrønne mærker efter de nedsmel­tede mønter. Basilikaen blev dog genrejst og stod indtil 847, da jordskælv og store oversvømmelser hærgede Forum.

Lidt fremme ligger en høj bygning

Curia (7).

Senatets hus er fra kejser Diokletians tid (284-305) og det blev restaureret i 1936. Midt i 600 tallet var senatsbygningen blevet ombygget til en kirke S. Adriano, der i 1936 var en lille treskibet barokkirke. Der stilles spørgsmål om det var værd at ofre S. Adriano for at genskabe Curia, hvor kun de tre stentrin i hver side og formandssædet på korvæggen er originale, de mægtige broncedøre er kopier af de antikke, som siden 1600-tallet har været de midterste døre i Lateran­kirken.

Overfor Curiens stentrappe kan man finde den "sorte sten"

Lapis Niger (8).

På det sted hvor Romulus i følge traditionen blev myrdet, fandt man ved udgravninger resterne af et alter og ved siden af en sten med en af de ældste latinske indskrifter. Den omtaler en lov der eksisterede før 550 f.kr. Man mener, at stenen er blevet lagt, da man i 1. årh. sløjfede en helligdom. Stedet giver et godt indtryk af niveauhævningen fra det 6. til det 1. årh.

Curia med Colonna Foca th.

Arco di Settimo Severo

Septimius Severus-buen (9) (arco di Settimo Severo)

Den blev rejst år 203 for kejser Septimius Severus (193-211) og hans to sønner Geta og Caracalla i anledning af det sejrrige felttog mod partherne. Buen blev i oldtiden kronet af en triumfvogn med kejserens billede.

Det lange delvis rekonstruerede fundament ved siden af triumfbuen er

Rostra (10).

Dette er den talerstol, hvorfra konsulerne kunne tale til folket. Den havde oprindeligt sin plads på Comitium en cirkelformet plads omgivet af trapper på området foran Curia. Herfra flyttede Cæsar den til den nuværende placering. Navnet stammer fra at talerstolen oprindeligt var udsmykket med skibssnabler (rostra) fra skibene i den flåde romerne besejrede i 337 fKr. Senere blev den udsmykket med relieffer der nu er udstillet i Curia.

Bagved Rostra og skråt foran Saturntemplet (11) står

Miliarium Aureum.

Dette er Roms milepæl, rejst af Augustus i år 20, for at markere det kejserlige ansvar for det romerske vejnet. Milestenen var en forgyldt marmorsøjle hvor man kunne aflæse afstanden til rigets vigtigste provinser. Nu er kun fundamentet bevaret.

Saturntemplet (11).

Et højt fundament og otte joniske søjler er forbundet med en arkitrav er det eneste, der i dag er tilbage af Forums ældste tempel, der blev påbegyndt i 497 fKr. Det var her man opbevarede statskassen, og det var hertil Cæsar begav sig efter overgangen ved Rubicon. Han skulle have fingre i kassen, så han kunne vinde folkets gunst.

Til venstre for templet ligger resterne af

Basilica Julia.

Som Forums to andre basilikaer er denne bygget med en rektangulær hal, inddelt i flere skibe, der er adskilt fra hinanden med søjlerrækker. Basilica Julia er bygget af Cæsar og Augus­tus, det eneste der er tilbage er runden, hvor pillerne er markeret med murstensbaser. Langs gaden har der stået syv æressøjler i rad og række. Bagved fundamentet til nr. 2 søjle ses

Forum Romanum - Saturntemplet med Rostra i forgrunden

Castor & Pollux templet

Phocas' søjle (12).

Det yngste mindesmærke på Forum rejst til minde om at den byzantinske kejser Phocas skænkede pave Bonifacio IV (607-615) Pantheon, der så kunne indvies til kirke med navnet S. Maria ad Martyres.

Efter basilica Julia ligger lidt ude mod midten af pladsen

Cæsars tempel (13).

Efter at Cæsar var blevet dolket i Pompeus' teater blev han lig båret til Forum, hvor en dybt sørgende folkemængde overtog liget og brændte det. Julius Cæsar blev gud og på den plads, hvor han blev brændt byggede man et tempel.

I forlængelse af Basilika Julia ligger

Castor og Pollux-templet (14).

Dioskurerne Castor og Pollux hjalp ifølge sagnet romerne i striden mod sabinerne i et slag 496 fKr. Som tak rejstes et tempel til deres ære. Tvillingernes forældre var Leda og Svanen/Zeus og deres søster var den skønne Helena. Ved en udgravning i 1983-87 har man fundet beviser for at templet har eksisteret siden 484 fKr., ombygget 117 fKr. og genopbygget år 6 af Augustus. Det tempel vi ser i dag med de tre opretstående søjler er fra Augustus' genopbygning.

Til venstre bagved Castor og Pollux-templet ligger

Juturnas kilde (15).

Her vandede dioskurerne deres heste. I det ene hjørne af det firkantede bassin står et alter af marmor med billeder af Castor og Pollux samt Jupiter, Leda og Helena.

Bagved kilden ligger

S. Maria Antiqua (16).

Kirken er fra det 3. årh. og bygget ind i en bygning, der havde huset vagtmandskabet ved indgangen til Domitians palads på Palatin. Kirken er en byzantinsk-oldkristen basilika med atrium og forhal og tre skibe adskilt af søjler. Vægudsmykningen fra 700 tallet er en sammensmeltning af østlige og vestlige helgenberetninger og af byzantinsk og romersk kunst. En tronende Kristus har på sin venstre side helgener fra Romerkirken blandt andet de store paver S. Clemente, Sylvester I, Leone I og Gregorio den Store og på sin højre side de østlige S. Giovanni Chrysostomos, S. Gregorio af Nyssa og S. Basilios. I kapellet for enden af venstre sideskib er der en pragtfuld korsfæstelse med Kristus hængende under solen og månen med åbne øjne i en lang blå tunika, og nedenfor korset ser en sørgende Maria Magdalen op på ham.

Kirken blev meget ødelagt af jordskælvet og oversvømmelserne i 847, ovenpå den blev der i det 13. årh. rejst en anden kirke, der dog blev nedrevet i 1902, da man afdækkede S. Maria in Antiqua.

S. Maria Antiqua

Vestatemplet

Ved Juturnas Kilde og bagved Cæsars tempel ligger

Vestatemplet (17).

Dette er en lille rund marmorbygning, der rummede en af de ældste kulter. Vesta var ildstedets gudinde, og i templet brændte en evig ild som et symbol på samfundets liv. Til at passe denne ild var der blandt aristokratiets døtre valgt seks vestalinder. Det ældste vestalindeanlæg er fra 575-550 f.kr. det nuværende rundtempel stammer fra en restaurering år 12 f.kr.

Bagved Vestatemplet ligger

Vestalindernes hus (18)

Her boede de seks præstinder fra Vestatemplet. Huset er fra kejsertiden og bygget op omkring en gård med et bassin. Vestal­inderne havde en særlig status i Rom. I rang stod de lige under Pontifex Maximus og staten sørgede for deres leveomkostninger.

Ved siden af Vestatemplet ligger de få rester af

Regia (19)

I dette trapezformet område havde kongen oprindeligt sin bolig. I republikkens tid blev det bolig for Pontifex Maximus (ypperste præsten), der overtog kongens religiøse opgaver.

I regia dyrkede man blandt andet krigsguden Mars og frugtbarhedens gudinde Ops Consiva.

De tre bygninger Vestatemplet, Vestalindernes hus og Regia var i republikkens og kejsernes tid knyttet sammen til et paladsagtigt kompleks.

Dermed er man tilbage ved Via Sacra tæt på indgangen til Forum Romanum og

Antoninus' og Faustinas tempel (20) .

Templet blev opført i 141 af kejser Antoninus Pio til minde om hustruen Faustina. Templet var intakt intil det i 7. årh. blev ombygget til kirken S. Lorenzo. I forbindelse med kejser Karl V's besøg i Rom blev kirken ombygget, så den antikke portik med de to marmorsøjler blev frigjort. På arkitraven kan man læse, hvem templet engang blev indviet til.

Der fortsættes nu ad Via Sacra opad mod Titusbuen på vejen ligger

Romulus' tempel (21).

Dette tempel er rejst for en søn af kejser Maxentius (286-305) søn. Bronzedørene er de oprindelige og det samme er tilfældet med de røde porfyrsøjler. Templet blev i 527 gjort til forhal i kirken Ss. Cosma e Damiano.

Tempio di Antionino e Fastina

Basilica di Massenzio

Vejen videre opad fører forbi den kæmpestore ruin af

Massenzio's basilika (22).

Bygningen blev påbegyndt under kejser Massenzio, men fuldført og indviet under kejser Konstantin den Store og det blev den sidste romerske basilika. Den var treskibet, men idag er kun den ene side tilbage samt en del af hovedapsis. Med sine imponerende mål og dristige konstruktioner udgør Massenzio basilikaen sammen med Caracallas' og Diocletians termer toppunktet af romersk beton- og teglteknik, så man kan godt forstå historien om, at Michelangelo her skulle være blevet inspireret til den vidunderlige kuppel på S. Pietro.

Lige op til basilikaen ligger ruiner af det kæmpetempel som kejser Hadrian (121-126) rejste for Venus og Roma.

Venus og Romatemplet (23) (Tempio di Venere e Roma)

Tempio di Venere e Roma

Arco di Tito

Til højre for templet ligger så en af Forums tre triumfbuer

Titusbuen (24).

Arco del Tito blev rejst til minde om Titus' sejr over jøderne og Jerusalems indtagelse i år 70. På væggen i gennemgangen sidder to relieffer, hvor man på den ene side ser Titus i triumfvogn og bag ham en sejrsgudinde og foran ham gudinden Roma. På den anden side bærer en række soldater bytte fra templet i Jerusalem blandt andet pagtens ark, sølvtrompeterne og den syvarmede lysestage. Buen blev stærkt beskadiget i middelalderen, hvor den fungerede som fæstningsanlæg for familien Frangipane og pave Innocenzo II (1130-1143).

Arco di Tito

 relief fra indersiden, soldater fjerne den syvarmede lysestage fra templet.

Plan over Palatin

Palatin

Herfra begynder turen op til PALATINHØJEN ad Clivus Palatinus, hvor man skal følge muren på venstre side hele tiden.

Efter sagnet grundlagde Romulus byen Rom på Palatinerhøjen 753 f.kr. Et er givet at i byens tidligste århundreder foretrak man at placere boligerne på Palatin fremfor nede i den sumpede dal. Men det var dengang som senere kun de mere velhavende forundt at have boliger heroppe. I republikkens dage havde alle mere fremstående politikere og embedsmænd deres villaer på højen. Da Octavian blev til kejser Augustus købte han et hus heroppe - nu kaldet Livias hus - og boede her resten af sin levetid. Fra Augustus' tid blev det kutyme, at kejseren boede på Palatin, Nero er den eneste undtagelse, da han fandt pladsforholdene på Palatin for utilstrække­lige, byggede han sit kejserpalads Domus Aurea på Esquilinhøjen

Det første store palads på Palatin blev bygget af Augustus' efterfølger kejser Tiberius, dette blev senere udvidet af kejser Caligula. Dette palads blev bygget lige over Vestalindernes hus. Det andet kæmpeanlæg, der optager den centrale del af Palatin er Domitians palads (81-96) og et haveanlæg anlagt som en hippodrom, der danner grænsen til det tredie anlæg bygget af kejser Septimius Severus. Dette palads blev bygget således, at det første den rejsende så af byen, når han nærmede sig byen fra Via Appia var det kejserlige slot anlagt på terrasser båret af kæmpemæssige buer i flere søjleetager og beklædt med hvidt marmor. Desuden anlagde Severus et termeanlæg, der fik vand fra Aqua Claudia, hvis store buer fortsat kan ses på strækningen fra Porta Maggiore til Palatin.

I middelalderen og renæssancen fik de forskellige adelsslægter fæstninger og villaer på højen, så nu kan man se resterne af Farnesehaverne og Barberinis vingård. 

Domitians stadion

Clivus Palatinus fører op langs den venstre side af Palatin. Tallene henviser til oversigtskortet.

1) Udsigtsplads i resterne af Severus paladset.

2) Domitians stadion

3) Domitians palads og gennem den ene ruinsal efter den anden, hvor små marmorplader fortæller, hvor man er. Paladset fylder omkring 40.000 m², og det blev det største palads i Rom. Stort set ved midten af hippodromens langside holdes til venstre og ind i repræsentationsfløjen "Domus Flavia" af Domitians palads.

4) Augustus' hus. Dette lod Augustus opføre i en periode mellem år 36 og 28 fKr. Huset består af to af afdelinger en til repræsentation og en til privatbolig. Specielt repræsentationssalene har være rigt udsmykkede med stuk, marmor og malerier, medens de private rum er mere beskedent udstyret.

5) Apollotempel. I forbindelse med sit hus opførte Augustus et tempel for sin skytsånd Apollon, der er dog kun bevaret et podium af dette tempel.

6) Livias hus menes opført omkring år 100 fKr. En indskrift har sat huset i forbindelse med Augustus' hustru Livia Drusilla, men dette er vist en misforståelse, selvom ejeren har været velhavende. Huset er stort med atriumgård og store rum, der er rigt udsmykket i pompejansk stil.

7) Tiberius' palads.

Casa Augustae

Fori Imperili med Colosseo

Colosseo

Det flaviske amfiteate - Colosseo.

Det, der i dag hedder Piazza del Colosseo, var oprindeligt en dal mellem de fire høje Palatino, Velia, Esuilino og Celio ,hvor der flød et vandløb mod Tiberen. Det var stedet hvor fire eller fem regioner af Rom og adskillige veje løb sammen på AugustusŽ tid. Det havde været et centralt område i "Septimontium" (De syv højes bysamfund). Området blev komplet ændret af kejser Nero (54-68 fKR.) og de flaviske kejsere efter den store brand i 64 eKr. Kejser Nero byggede "Doumus Transitoria" på Palatin, Domus Aurea på Esquilino, anlagde en sø i bunden af dalen, opsatte en kolossal statue af sig selv ved Templet for Venus og Rom. Hele dette byggearbejde blev afbrudt ved hans død i 68 fKr. og nye byggeaktiviteter sat i værk.

Kejser Neros efterfølger kejser Vespasian ændrede kolossens identitet til solguden Apollon ved at give statuen et nyt hoved.

og han påbegyndte planlægningen af amfiteatret og den store foranliggende fontæne Meta Sudans efter sin hjemkomst fra den jødiske krig år 75.

Hans søn og efterfølger kejser Tito (79-81) fuldførte byggeriet, så indvielsen kunne finde sted i år 81. Således har byggetiden maksimalt været på 6 år! Kejser Domtian (81-96) fuldførte teaterets underjordiske dele og byggede også "Ludus Magno" (gladiatorkassernen) øst for amfiteateret.

Colosseo blev opført, der hvor søen til Neros gyldne hus havde været, og arbejdet begyndte med et mesterstykke i dræning, hvor arkitekten ledte søvandet ud i Tiberen ved at bygge en stenkloak, så der også siden var tørt på stedet. Fundamenterne placerede han på en underjordisk grusbanke. Teateret kunne rumme 45.000 mennesker og diameteren i den ydre omkreds var 188 gange 156 meter. Arenaens mål var 86 gange 54 meter. Den ydre mur var i fire etager og 48,5 meter høj.

Navnet Colosseo kommer af den nære beliggenhed til kolossalstatuen af Nero, der blev rejst i forbindelse med Nero's gyldne hus.

Der blev brugt mange forskellige råmaterialer i byggeriet, blandt andet tegl, beton, marmor og travertin. Travertinen blev hentet i stenbruddene ved Tivoli og transporteret på en vej, som blev bygget specielt til formålet. Man regner med, at der medgik 292.000 vognladninger travertin til ydermurene alene, desuden 750.000 ton tilskårne sten, 8.000 ton marmor og 6.000 tons beton. Sten af forskellig styrke og vægt blev brugt med stor præcision.

Det er en illusion at tro, at Colosseo er bygget af slaver. Dog har der arbejdet 2000 jødiske slaver med at grave fundamenterne og i stenbruddene. Colosseo er et minde om romersk håndværkerkundskab. Over et dusin forskellige håndværkerlaug har medvirket. Meget af arbejdet blev udført andetsteds og samlet på stedet, men som andet præfabrikeret mangler det finish. Man anvendte modulet 5 romerske fod, og delinger blev så vidt muligt undgået.

I 1850'erne udgravede man Colosseos arena, og dengang fandt man, at det var synd at ødelægge vegetationen, som en engelsk botaniker netop havde studeret. Han havde fundet over 100 forskellige plantearter, hvoraf mange var af afrikansk og asiatisk oprindelse. Under arenaen fandt man rum til gladiatorerne og til de vilde dyr. Der var ramper og elevatorer til at hejse dyrene op på arenaen med. Disse opdagelser syntes at modsige beretninger om, hvordan Colosseo havde været brugt til søslag. Dette ville være umuligt uden at oversvømme rummene nedenunder, så derfor mener man, at disse underjordiske arbejder blev tilføjet, da Colosseum blev rekonstrueret efter en brand i år 192.

I år 326 blev gladiatorkampene forbudt af kejser Konstantin. Den kloge Augustino (354-430) insisterede på, at kirken ikke skulle have nogen forbindelse med monumenterne fra Roms imperiale fortid, det nye Rom skulle være et Rom af ånd og befriet fra det hedenske Rom. En anden af kirkefædrene Gregor den Store (590-604) forsvarede endog ødelæggelsen af hedenske monumenter, han ønskede at ombytte de hedenske idoler med kristne symboler.

Fra det 7.- 11. årh. tog nedbrydningen af Colosseo fart. Kældrene blev fyldt med brokker og mange marmorstole endte som bispetroner i romerske kirker og mange statuer fra facaden forsvandt i romerske kalkovne. Jernkramper blev også fjernet fra stenene, Rom var så fattigt, at det endog var anstrengelsen værd at brænde jernet fri med svovl. Således fik facaden de store huller som ses idag.

Colosseo blev i det 11. årh. omdannet til en udmærket fæstning og besat af Frangipane-familien, der på det tidspunkt herskede i Rom. Pave Innocenzo II der var i slægt med Frangipanerne flygtede hertil fra sin ærkerival Anacleto II.

I 1144 da romerne prøvede at genskabe et senat og forjage de feudale familier var Colosseo et af de første store monumenter, der blev besat og erklæret for byens ejendom, og man begyndte at restaurere. Den folkelige revolution blev ikke til noget og allerede i 1159 var Frangipanerne igen herre over Colosseo, og selv om enkelte stemmer talte for, at Colosseo blev "forstået og behandlet som et mesterstykke fra Vespasians og Titus dage", var dette en forgæves bøn. At bruge penge til en restaurering syntes dengang latterligt.

Canaletto: "Colosseo e Arco di Costantino"

I det 13. årh. blev Colosseo brugt som opholdssted for Roms fattigste indbyggere, og i renæssancen blev det en kilde til levende inspiration for arkitekter og kunstnere. Udover at bruge Colosseo som stenbrud, blev det brugt som et bevis på romersk arkitekturs store periode, som de forsøgte at bringe tilbage til Rom. De store renæssancearkitekter Brunelleschi og Alberti studerede Colosseo og i Rom er tre bygninger direkte inspireret af facaden, det er gården i Palazzo Venezia (Alberti) og de to loggiaer i S. Pitro og S. Marco. Udover de nævnte kan man spore inspiration fra Colosseo i senere bygninger som Palazzo delle Cancelleria, Palazzo Farnese og i Palazzo della Sapienza. I denne periode af renæssancen, hvor Colosseum var arkitekturforbillede, så skete der også de største ødelæggelser, da bygningensværket fortsat blev brugt som stenbrud for de bygninger, som det havde inspireret til.

Under modreformationen blev der bygget kapeller i arenaen, og dette standsede en del af ødelæggelserne. Midt i det 17.årh. blev Bernini bedt om at omforme amfiteatret til martyrernes tempel. Det var en stor plan, men den blev ikke til noget på grund af pengemangel. Endelig lod pave Clemente X (1670-1676) arkaderne til første stokværk tilmure og rejste et stort trækors på væggen, dette fik Colosseo til at overleve til en tid, der kunne værdsætte det uden at ødelægge det. I dag er Colosseo en kristen helligdom, restaureret og beskyttet af paven og centrum for martyrkulten.

Kolossalhoved af kejser Costantino

Museo Capitolini - Rome

Arco di Costantino

Konstantinbuen, den største og bedst bevarede af Rom's triumfbuer, blev opført efter Konstantin's sejr over Maxentius den 28. oktober 312. Triumfbuen blev rejst i 315 på 10 året for kejserens regeringstid.

Inskriptionen på buens sydside (væk fra Colosseo) over midterbuen udtrykker i forsigtige vendinger, at sejren blev sikret ved "guddommelig inspiration" uden at sige hvilken gud eller guddom. Som bekendt tillod Konstantin kristendommen efter sin drøm om det sejrsbringende kristne tegn.

Store dele af udsmykningen er hentet fra tidligere bygnings- og mindesmærker fra Trajans, Hadrians og Marcus Aurelius' tid.

fx. er de 8 figurer øverst på nord og sydsiden fra Trajans tid (98-117) og de 8 næsten kvadratiske felter mellem figurerne er fra tiden omkring Marco Aurelios tid (161-180) og de 8 rosetter der omgiver den centrale bue er fra kejser Hadrians tid (117-138) og det rosetten på østsiden er fra Konstantins tid og viser et Apollo/sol-motiv)

Foran buen kan man nu se resterne af den antikke fontæne "Meta Sudans", der blev nedrevet i 1936 af hensyn til trafikken.

Fontænen blev bygget på den kunstige sø der var anlagt af Nero i forbindelse med Domus Aurea. Den have et cirkulært bassin (16 meter i diameter, en konisk opbygning (17 meter høj og 7 meter i diameter)  hvorfra vandet strømmede.

Meta Sudans - foto fra 1938

Domus Aurea - Sala Ottogona

Domus Aurea - Nero's gyldne hus

Rom fik under kejser Nero et helt nyt udseende, som i store træk varede til slutningen af kejsertiden. Dette skete efter en brand i år 64, hvor store dele af byen blev ødelagt, og kun fire ud af de 14 regioner stod urørte. I dalen mellem Palatin og Esquilin anlagde Nero sit gyldne hus (Domus Aurea), der var en kæmpe landvilla midt i storbyen. Udstrækningen af Domus Aurea var enorm og omfattede udover selve paladset også et stort parkanlæg. Den bedst bevarede del af komplekset er Esquilinfløjen, der er bygget helt i beton og mursten. Nyere udgravninger har vist, at bygningen dels var i to etager, dels at paladset er symmetrisk anlagt omkring et ottekantet rum, der var dækket af en kuppel med hul foroven så lyset kunne komme ind. Kun den vestlige del, godt halvdelen af komplekset er udgravet. Domus Aurea fik stor arkitektonisk betydning, herefter blev brugen af beton beklædt med mursten for første gang kombineret til mangekantede rum, hvælv og rotunder som det blev almindeligt i den senere kejsertid. En del af væggene var beklædt med marmor, men i de fleste af rummene var der malerier både i loftet og på væggene.

I samtiden var mange romere forargede over, at Nero optog store dele af det centrale Rom til sit eget palads. Byggeriet blev standset ved Neros død, og paladset blev sandsynligvis aldrig færdigbygget.

Pantheon - S. Maria dei Martiri

Pantheon

Pantheon blev opført som tempel for alle guder i kejser Augustus regeringstid år 27 f.kr. af Agrippa, der var svigersøn, feltherre og lejlighedsvis stedfortræder for kejseren. Bygningen brændte år 110, men blev genopført med væsentlige ændringer år 120-125, denne gang med kejser Hadrian som bygherre. Den cirkelformede bygning er overdækket af en halvkugleformet kuppel, hvis diameter er 43 meter. Kuplens radius er lig med murcylindrens højde og hel rummets højde er lig med bredde og dybde.

Kuplens spændvidde er forblevet uovertruffen indtil vore dages brug af stålkonstruktioner. Murringen er 6,20 meter tyk og støbt i beton.I antikken menes de ydre vægge at have været beklædt med marmor og den indvendige kuppel beklædt med bronzeplader.

Forhallen giver rundbuen dens aksiale retning og den opgave var at forbinde Pantheon med den overfor liggende gårds søjlehal. Forhallen deles af 16 monolitiske korinthiske søjler, hvoraf de 8 danner frontsiden. Søjlerne er af granit og kapitælerne af marmor.

De indvendige vægge i Pantheon er typiske for senromersk arkitektur. Den nederste del er udgraverede rektangulære og halvcirkelformede nicher og i kuplen er der kassetter.

Pantheons kuppel med solplet

Kuplen bæres ikke af hele den kompakte murmasse, udhulingen af muren under de dybe annexrum er stå stor, at kun de tilbageblivende piller ind imellem kommer på tale. En cirkulær åbning på 9 meter i diameter i kuplens isse er rummets eneste lyskilde.

Den kuppeldækkede rotunde er opført som en betonkonstruktion, hvor en græsk tempelfacade er forenet med en romersk kuppelbygning. Denne brug af to traditioner kendetegner størstedelen af den romerske arkitektur i kejsertiden.

Ara Pacis - Augustus' fredsalter

Ara Pacis Augustae alteret for Augustus' fred, blev grundlagt den 4. juli år 13 på foranledning af senatet, som besluttet at rejse dette mindesmærke for Augustus' sejre i Spanien og Gallien og for at fejre den fred han hermed havde skabt i imperiet.

Det oprindelige alter var placeret i en murindhegning, og ifølge Augustus' testamente blev det grundlagt på marsmarken vest for Via Flaminia, det der i dag hedder Via del Corso tæt på Piazza S. Lorenzo in Lucina. Alteret blev indviet på kejserens fødselsdag år 9 den 30. januar, og på dette befaledes det embedsmænd, præster og vestalinder at bringe et årligt offer for fredens forbliven og til kejserens hyldest.

Monumentet består af et højt alter omgivet af en næsten kvadratisk mur med to døre. Den omkransende mur er forsynet med rigt ornamenterede korintiske pilastre, og et horisontalt bånd med meander og et rigt profileret podium.

Monumentet er endvidere forsynet med en fin rankeornamentik, som symboliserer naturens opblomstring i den nye fredens tid. Svaner, Apollons fugle hentyder til Augustus' gud, som havde skænket ham de store sejre.

Af to figurrelieffer på muren viser det ene Roms guddommelige oprindelse med Mars der betragter sine sønner, Romulus og Remus, - og den fromme Aeneas, der var Augustus' mytiske forbillede og den juliske slægts stamfader.

Ara Pacis i den gamle bygning

Det andet relief viser repræsentanter for senatet og folket i procession til indvielsesceremonien, i processionen ses også Augustus og hans hustru Livia.

Selve alteret hæver sig fra et fodstykke med fire trin. Yderligere to trin førte den, der skulle forrette et offer op til alterbordet. Alterets sideflader afsluttes foroven med svungne symmetrisk udformede akantusprydelser, hvis ende stykker bæres af bevingede løver. Planteornamentikken fortsætter her temaet naturen og kunstens opblomstring stadig ved freden, medens løverne er vagterne imod det onde. En lille frise løber i højde med løverne rundt om alterets øverste del, denne viser plastisk gennemarbejdede figurer, vestalinder, tempeltjenere og offerdyr, som i deres udformning adskiller sig fra murfrisernes levende fortællende gang.

Monumentets fundamenter, platform og gulvbelægning er af travertin, mens overbygningen er af marmor. Mange manglende dele er rekonstrueret i marmor, cement eller gipsafstøbninger af originale dele, der selv findes spredt i andre bygninger og på museer.

Alteret har i tidens løb været ude for mange hårde omvæltninger, og der er således lidt af et under, at det i det hele taget har kunnet gennemføres så komplet som det står i dag.

Monumentet blev formodentlig i år 856 begravet i sten og grusdynger, da Tiberen gik voldsomt over sine bredder og oversvømmede Rom. Da vandet efter lang tid endelig trak sig tilbage, styrtede mange bygninger sammen, hvorved en mængde værdier blev begravet og spredt.

Seks-syvhundrede år senere fandt man fragmenter af alterets relieffer, dog uden at forbinde dem med Ara Pacis. Disse blev efterhånden som de dukkede frem spredt til museer rundt om i verden eller de indgik som udsmykning i nye bygninger blandt andet i Villa Medici, hvor de er bygget ind i facademuren mod haven.

I 1536 gravede man ud til fundamenterne i Palazzo Fiano-Ottoboni på Via in Lucina der støder op til Via del Corso, og her fandt man store gamle marmortrin og store frisestykker fra alteret. Frisen skildrer Tellus og Amor og processionen med Pontifex maximus, Flavius og medlemmer af den kejserlige familie. Fundet blev anvendt i opbygningen af paladsets fundament, hvorefter det blev glemt indtil 1879, men først i 1903 begyndte man en udgravning, som dog hurtigt måtte opgives, da paladsets stabilitet kom i fare og murene truede med at styrte sammen på grund af indtrængende vand i udgravningerne, og fordi bygningens fundamenter var bygget op på de gamle marmortrin. Problemerne blev først løst, da Mussolini i 1937 beordrede alteret genopført. Mussolinis sædvanligvis radikale dispositioner med henblik på fremhævelse af Roms historiske arkitektur, viste sig for en gangs skyld med dette arbejde at give et heldigt resultat. Man frøs grundvandet til is, stivede paladsets mure af med mægtige stålkonstruktioner, hvorefter man kunne befri alterets dele og støbe ny bund for paladsets mure.

Ved Ara Pacis' nye placering ved Tiberen blev bygningen vendt 90⁰, det vil sige med indgange i nord og syd i stedet for øst og vest.

Ara Pacis i nye omgivelser 2006

Augustus' Mausolæum (Mausoleo di Augusto)

Allerede i år 31 f.kr. gav Augustus, der dengang hed Octavian ordre om, at påbegynde et kæmpemæssigt gravmæle for ham og hans familie Julierne. Her blev alle kejsere fra Augustus til og med Nero begravet.

Mausolæet blev opført som en etruskisk gravhøj og blev til en kompliceret flereetagers bygning bestående af en række koncentriske mure, hvorimellem der var fyldt op med jord. Mausolæet var en cirkelformet bygning 89 meter i diameter og 40 meter højt, på toppen stod en kolossal statue af Augustus. Inderst var gravkammeret anlagt omkring den midterstøtte, der bar statuen på toppen, her stod de kostbare urner med asken af Augustus og hans familie. Foran indgan­gen stod to obelisker, der idag er placeret på Piazza del Quirinale og på Piazza dell'Esquilino ved apsis af S. Maria Maggiore.

Augustus' solur

Da Augustus i år 30 f.kr. erobrede Ægypten tog han et rigt krigsbytte med sig til Rom. Ægyptens obelisker var ikke i første omgang en del af byttet, men i Rom indså man snart, at obelisker kunne være et storslået symbol på sejr, og så begyndte en "import", der i senantikken bragte antallet af obelisker i Rom op på 48, hvoraf der fortsat er 14 tilbage. Augustus importerede to af de helt store obelisker fra Heliopolis (Solens by). En af disse obelisker blev opstillet som "viser" i et gigantisk solur midt på Marsmarken.  Her målte soluret ikke kun tidens gang, men det skulle også forkynde at der med Augustus' fødsel var oprundet en ny æra.

Selvom solure var almindelige i antikken var Augustus' solur på flere områder enestående. Ideen med at bruge en obelisk som viser var ukendt, selv i "Solens by" og ved sin størrelse var det romerske solur uden sidestykke. Dets "viser" har med sokkel og top været godt 34 meter høj, medens pladsen der fungerede som "urskive" målte omkring 160x75 meter. Den romerske forfatter Plinius den Ældre medtog i sin opregning af Roms underværker fra år 70 Augustus' solur. I 1460'erne blev obeliskens fodstykke genfundet og i de følgende årtier stødte man ved byggearbejder på dele af pladsens brolægning med bronzebogstaver og dyrekredstegn. Først i 1748 fik man blotlagt hele obeliskens sokkel der blev genrejst på Piazza Montecitorio.

Soluret og obelisken var placeret sådan, at jævndøgns­linjen gik gennem porten på Ara Pacis der var bygget 80 meter derfra, således at sent på eftermiddagen ved forårs- og efterårsjævndøgn faldt skyggen fra obeliskens top på alteret. Denne konstruktion fordi Augustus var født ved jævndøgn den 23. september år 63 f.kr. En anden vigtig linje var solhvervslinjen, der således markerede Augustus undfangelse i Stenbukkens tegn. Obelisken var opstillet sådan, at den pegede mod mausoleet, således blev det hele samlet under ét med Augustus undfangelsesdag, fødselsdag og grav.

Plantegning af Mercati Traianei (Trajans marked)

Indgangshallen i Mercati Traianei

Mercati Traianei (Trajans marked)

Ved anlæggelsen af Roms største forum i begyndelsen af det 2. årh. eKr. blev der nedlagt basilikaer og taberner og for at reetablere disse handelsfunktioner anlagde man Trajans marked øst for Forum, der blev Roms største markedsbygning. Komplekset er bygget opad Quirinalhøjen og føjer sig i en konkav halvcirkel til Trajans forum ene apsis og midt på pladsen placeredes den karakteristiske Trajansøjle.

Anlægget blev opført i beton og beklædt med teglsten og bestod antagelig af flere hundrede rum i flere etager og med en samlet højde af 35 meter. Stempler på murstenene viser, at byggeriet blev påbegyndt under Domitian, men fuldført under Trajan.

De tre nederste etager anlagdes stramt symmetrisk om aksen i apsiden, men opad Qurinalhøjen lå bygningen mere funktionelt begrundet med den store aula Trajana mod nord, idag er indgangen til markedet fra Via IV. Novembre, hvor man kommer direkte ind i Aula Trajana. Via Biberatica løber gennem hele komplekset, navnet kan stamme fra "bibere" at drikke, og hentyde til, at der på begge sider af gaden var barer.

I de antikke kilder er Trajans marked overhovedet ikke nævnt, så kun bygningsresterne kan give en idé om, hvad kompleksets mange rum er blevet anvendt til.

I rummene med fine mosaikgulve og farvet stuk har der sikkert været butikker eller kontorer. De mørke rum med skrånende gulve kan have været anvendt til opbevaring af vin og olie. Det er muligt at den store Aula Trajani blev anvendt som en slags børssal for byens korn, vin - og olieforsyning. Trajans marked har nærmest været et gigantisk kontorhus, hvor man i Via Biberatica har kunnet spise og drikke.

Mercarti Traianei - Via Bibarcone

Colonna Marc' Aurelio

Marcus Aurelius' søjlen

Midt på Piazza Colonna mellem Corso'en, ministerpræsidentens Palazzo Ghigi og avisen "il Tempo's" hovedsæde i Palazzo Wedekind ligger den mægtige Colonna di Marco Aurelio. Denne søjle, der svarer til Trajansøjlen, blev rejst mellem år 176 og 193 til ære for kejser Marco Aurelio efter hans sejr over germanerne (171-173) og sarmaterne (174-175). Basen, de 28 blokke, der danner søjleskaftet og den mægtige doriske kapitæl foroven blev oprindelig i 42 meters højde afsluttet med en statue af kejseren. Denne blev ved en restaurering af Dominico Fontana i 1589 erstattet af en statue af apostlen Paulus. Relieffet der snor sig hele vejen op illustrerer kejserens sejrrige kampe mod de besejrede folkeslag i Bøhmen og Ukraine.

Rytterstatuen af Marco Aurelio

Marcus Aurelius (161-180) regeringstid var præget af mange krige, selvom der var stabile politiske forhold i Rom. Man ved ikke, hvornår statuen er lavet, men gengivelsen af kejserens ansigt er meget lig portrætterne på hans mønter fra perioden mellem 170 og 180, så der er en vis sandsynlighed for at den blev opstillet i forbindelse med hans "triumf" i år 176 for sejren i grænsekrigene mod sarmaterne og germanerne.

Marco Aurelio er klædt i en tunika og en feltherrekappe bestående af et firkantet stykke stof, der er fæstnet med en knap ved den højre skulder. På fødderne har han et par bløde snørede læderstøvler. Kejseren holder den højre arm udstrakt i en gestus som om han taler til soldaterne. Hesten står i rolig skridtstilling med højre forben løftet. Rytterstatuen er lavet i forgyldt bronze. Den er støbt i mange dele, som derefter er sammenføjet.

Statuen var oprindeligt opstillet på Caeliushøjen tæt på det sted, hvor kejser Konstantin opførte den første Laterankirke. Den fejlagtige opfattelse, at statuen forestillede den første kristne kejser, har sikkert skånet den for omsmeltning og ødelæggelse. Michelangelo flyttede i 1538 statuen til Capitolhøjen, hvor den blev centrum på den nyanlagte plads.

Efter en gennemgående restaurering i 1980'er blev statuen anbragt i en forseglet montre i inde i museet, så nu kræver det at man løser billet for at se den kapitolinske samlinger. Men man bør se dette utrolige mesterværk af en rytterstatue den eneste af de mange kejserstatuer, der er bevaret til vore dage, og hvis nærmeste efterfølger blev Donatellos statue af Gattamelata i Padua og meget senere Sally's rytterstatue af kong Frederik V (1771) på Amalienborg Slotsplads.

Piazza Campidoglio er beskrevet på siden Tur4: Fra Foro Trajani til Monti.

kejser Marco Aurelio

Museo Capitolini

Castel S. Angelo (Engelsborg)

Engelsborg er bygget i perioden år 135-139 som et mausolæum for kejser Hadrian. Foruden Hadrian blev kejserne Antoninus Pius, Marcus Aurelius og Septimius Severus begravet her. Gravmælet er inspireret af Augustus' Mausolæum på den modsatte bred af Tiberen ved Ara Pacis mellem Via del Corso og Via Ripetta, men dette skulle være mere pompøst. Dette blev det sidste mausolæum i Rom. De sene romerske kejsere byggede deres gravmæler andre steder i Romerriget.

Ligesom Augustus byggede Hadrian sit mausolæum i tre forskellige dele, et stort kvadratisk fundament med en cylindrisk mellemdel. Tredje etage kan nærmest sammenlignes med en kuppel, hvor der var plantet cypresser rundt om kejserens firspand i bronze. Oprindeligt har gravmælet bestået af en rund kreds af hvidt marmor med to søjlerækker omkring og neden under mere end tres statuer, ovenpå tusinder af cypresser. Her blev 21 medlemmer af den kejserlige familie begravet før Septimius Severus opgav stedet som gravplads.

Omkring 275 blev gravanlægget inddraget i Aurelians bymur. Op til det 5. årh. har monumentet bibeholdt sit oprindelige udseende, men efter Alarik's plyndringer i Rom fra 398-425 bliver det inddraget som et led i byens forsvarssystem, og i de næste 100 år bliver det flere gange udsat for hårde angreb. I denne tid forsvinder blandt andet marmordekorationerne.

(Den Aurelianske bymur er omtalt i afsnittet om Romerske rundture på

Tur 9: Roms Bymur).

På pave Gregorio den Stores tid (590-604) opstår navnet S. Angelo, da der bliver anbragt en engel (S. Michael) på toppen for at fordrive den hungersnød og sygdom, der hærgede i byen.

Allerede fra midten af det 13. århundrede blev Engelsborg brugt af de store romerske familier som bopæl og forsvarsværk, og der skete allerede på dette tidspunkt omfattende arbejder som ændrer det gamle mausolæum til en fæstning. 

Da paverne i 1377 flyttede tilbage til Rom fra Avignon bosatte de sig i Vatikanet, der blev forbundet med Engelsborg ved en udbygning af den Leoniske mur, derved kunne Engelsborg bruges som beskyttelse for paven i tilfælde af krig og uroligheder. Under de efterfølgende paver undergår fæstningen såvel forsvarsmæssige som boligmæssige forandringer, den bruges som fængsel og krigsmæssigt udgangspunkt for paverne som verdslige fyrster. Pave Paolo II Barbo (1464-1471) byggede en loggia og Pave Alessandro VI Borgia (1492-1503) byggede en luksuslejlighed og hans søn udryddede store dele af den romerske adel i de dybe fangekældre; pave Giulio II della Rovere (1503-1513) byggede endnu en loggia; pave Clemente VII Medici (1523-1534) overværede Sacco di Roma fra fæstningens top.

I Puccinis opera Tosca forgår sidste akt i Castel S. Angelo, hvor helten Cavaradosi skydes oppe på taget, og hans elskede Tosca styrter sig i fortvivelse ud over murene.

Fred Richards: "Rome - a sketch-book"

Castel SanAngelo

Piazza delle Republicca - med resterne af Dioclezianos termer i forgrunden.

Roms Termer

Ved antikkens slutning havde romerne bygget 11 vandledninger, der gav vand til 1212 offentlige fontæner, 11 store kejserlige thermeanlæg og 926 offentlige bade. Badet var en del af romernes hverdag. Det romerske badeanlæg blev udviklet i den sene del af republikkens tid, hvor man fandt på at lave opvarmningen kunstigt, således at varmen kom fra store ovne og blev ført ind i badeanlægget under gulvet, der hvilede på små søjler.

I år 33 fKr. var der allerede 170 badeanlæg i Rom, skønt det først var i 25. fKr. at Marcus Agrippa byggede det første offentlige termeanlæg. Blandt de termeanlæg, der blev bygget i kejsertiden er de bedst bevarede Caracallas (212-222) og Diocletians (284-305). Her er der mulighed for at danne sig et indtryk af disse kæmpeanlæg størrelse og funktion. Caracallas anlæg målte 337x328 meter og det var i brug indtil vandforsyningen blev afskåret af goterne i 537. Vandforsyningen kom fra Aqua Marcia Antoniana, som blev bygget i 216, som en sidegren til den ældre Aqua Marcia, som blev opført i 144-143 f.kr. af præfekten Quintus Marcius, og som hver dag førte 188.000 m³ vand til Rom fra Anio dalen 91 km fra byen.

Thermerne var ikke alene badeanstalter med alle mulige variationer af bade. Det var mægtige bygningskomplekser, omgivet af søjlegange med butikker af enhver art, barer, restauranter og så videre.

Desuden rummede de haveanlæg med spadserestier, sportshaller, løbebaner, gymnastiksale, massagerum, biblioteker og foredragssale, alt samlet på et sted. Man regner med at Caracallas Thermer dagligt blev besøgt af ca. 5000 romere, medens Diocletians kunne tage et par tusinde flere.

Hvis man ser på Diocletians Thermer, hvor nu blandt andet en del af Museo Romana Nazionale indrettet, får man et indtryk af anlægget. Centralhallen der stort set er bevaret i tværskibet i kirken S. Maria degli Angeli, var i den oprindelige bygning formentlig koldbadet, frigidarium. En rest af Calindarium (Det varme bad) ses lige ved indgang til kirken.

Under jorden og altså usynlig for badegæsterne, var der en labyrint af gange med luftkanaler og vandrør og store lagerrum til brændsel.

I et af sine breve skriver Seneca: "I kælderen er hundreder af slaver beskæftiget med at transportere risknipper og brændeknuder, holde ilden som skal opvarme vandet ved lige og indstille luftkanalerne sådan at hvert enkelt rum får den ønskede temperatur. Andre slaver regulerer vandtilførslen og drager omsorg for, at vandstanden er konstant. Atter andre bevæger sig som skygger gennem de tætte dampskyer og er belæsset med håndklæder eller oliekrukker til massagen."

I thermerne er der fundet fremragende mosaikker, fontæner, relieffer og skulpturer af enhver art. I et underjordisk rum i Caracallas termer, har man fundet byen største helligdom for guden Mithra. (Guden Mithra er omtalt i afsnittet Det religiøse Rom på siden Mitrakulten.) 

Mitreo di Caracalla

Le Mura - Porta Appia set indefra

Den Aurelianske bymur

I slutningen af det 3. årh. var Romerrigets grænser truet af fremmede folkeslag, og risikoen for at de skulle nå frem og true Rom. Da Rom i den tidlige kejsertid var vokset udover Servius­muren fra det 4. årh. var Rom stort set uden forsvarsværk, så det var nødvendigt for kejser Aurelian (270-275) at bygge denne forsvarsmur. Muren er næsten 20 km. lang og omslutter alle højene også en del af Janiculum på den anden side af floden, den er bygget af mursten, var 6 meter høj og 3,5 meter bred og forsynet med tårne, der var placeret med 30 meters mellemrum. Maxentius forsøgte i 310 at supplere muren med en voldgrav, der dog aldrig blev gjort færdig. Det vigtigste restaureringsarbejde blev udført af Flavius Honorius (395-423) som forsvar mod goterne omkring 401. Murens højde blev fordoblet og yderligere forsynet med skydeskår, tårnene blev forhøjet og forstærket og gjort cirkulære, dobbeltportene gjort til enkelt porte og Hadrians Mausolæum blev inddraget som fort. Alligevel gik Alarik med sin goterhær direkte ind i byen år 410.

Muren er et af de bedst bevarede monumenter fra antikken, men den bliver næsten altid overset, fordi den stammer fra den senromerske periode, der var præget af megen uro, og som derfor ikke viser Rom som den førende inden for kunst og politik.

På siden Tur 9: Roms Bymur er der angivet en tur rundt langs "le More", med en beskrivelse af de enkelte dele af muren og dens historie.

Le Mura - Via Castro Pretorio

Tur 1: S. Pietro og Vatikanet

Tur 2: Pantheon og Pz. Navona

Tur 3: Via Giulia, Ghetto, Campo di Fiori

Tur 4: Foro Trajani, Capitol og Monti

Tur 5: FraTermini til Porta Maggiore

Tur 6: Trastevere

Tur 7: Omkring Corsoen   

Tur 8: Fra Termini til Pz. del Popolo

Tur 9: Aurelians bymur           

Tur 10: Aventin og Testaccio

Tur 11: Fra Colosseo til Via Appia Antica

Tur 12: Romerske highlights                                       

Tur 13: De antikke seværdigheder