Ole Thorups rejsenoter

Det religiøse Rom -

Kirkernes Rom

Tekst

-> De første kirker

-> Konstantins kirker

-> Den byzantinske påvirkning

-> Valfartskirkerne

-> Renæssancens kirker

-> Modreformationens kirker

-> Barokkens kirker

-> Settecentos kirker

-> Kirker i alfabetisk orden

Konstantins kirker

Kejser Konstantin's militære, politiske og religiøse handlinger skulle blive årsagen til en afgørende ændring i den kunstneriske udvikling. Efter sejren over Maxentius i 312 erklærede kejseren, at han kun havde sejret, fordi det kristne kors havde lyst på himlen. Som følge af dette tillod han fri gudsdyrkelse for tilhængere af alle religioner. Hedensk gudsdyrkelse blev forbudt i år 391, men først skulle kristendommen øge sin styrke og betydning.

Efter at den kristne tro var blevet tilladt blev der indledt et samarbejde mellem Roms ærkebiskop Silvestro I, og kejser Konstantin og hans familie lod opføre et stort antal kirker, mange af dem på de steder, hvor martyrerne havde lidt døden og ovenpå de offentlige hedenske bygninger. Disse kirker skulle mange hundrede år senere blive udnævnt til de store valfartskirker.

Ved siden af byggevirksomheden med kirkerne udviklede kunstnernes og dekoratørernes arbejde med skulpturer, mosaikker, fresker og andre gøremål for den rituelle brug.

"S. Silvestro battezza Costantinocon la immersino"

fresko fra Ss. Quattro Coronati, Oratorip S. Silvestro

Kirkerne fra denne tid havde ofte plan som en basilika. Ordet "basilika" er hunkøn for det græske ord "majestætisk", og i kirkearkitekturen skulle den oldkristne basilika blive dominerende gennem tusinde år. Ordet er blevet betegnelsen for en rektangulær, overdækket bygning med søjlerækker, der skiller et eller to sideskibe fra midterskibet, der får lys fra vinduer over sideskibenes tag, og hovedskibet afsluttes med en halvcirkelformet apsis. Bygningens højde, dimensionerne og de anvendte porte skulle skabe ærefrygt for husets herre (Kristus) som residerer i første sals højde i koret.

S. Giovanni in Laterano (+++)

Konstantins kirke blev opført ved Lateraniernes palads, et medlem af denne familie var senator, men han blev henrettet under Nero for sammensværgelse, herefter blev paladset kejserlig ejendom. Traditionen lader Marco Aurelio blive født i dette palads, måske derfor opsatte man hans rytterstatue i nærheden, her stod den indtil Michelangelo flyttede den til Capitol.

Konstantin lod her ved Lateraniernes palads opføre en basilicaformet kirke med et bredt midterskib og dobbelte sideskibe. Udover de centrale broncedøre, der stammer fra den antikke Curia, er alle ydre spor af den antikke basilika udvisket på grund af genopbygninger. Omkring Laterankirken lå i middelalderen alle de pavelige administrationsbygninger, klstre, skoler, hospitaler, herberg og kroer. Her havde verdenskirken sit centrum indtil begyndelsen af det 14. århundrede, da pavestolen flyttede væk fra Rom. Udgravninger i 1937 fandt syv meter under det nuværende niveau rester af hedenske og kristne boliger, vægmalerier og fundamenterne.

Den nuværende kirke skyldes Borromini's radikale ombygning i 1650, men der er stadig apsismosaikkerne fra 1284, den gotiske alterbaldakin fra 1367, klostergården og dåbskapellet tilbage fra den gamle kirke. Det smukke cosmatiske gulv er er skænket af pave Martin V. der ligger begravet ved hovedalteret.

Pave Clemente XII (1730-1740) lod opsætte en ny facade og søjleforhald af Allesandro Galilei i 1735. I 1884 lod pave Leone XIII (1878-1903) koret forlænge, så det var nødvendigt at flytte apsismosaikken. men på trods af flytning og restaurering fremstår mosaikken forsat med en sjælden skønhed i form og farver.

S. Giovanni in Fonte

Sydindgang mod kirken

S. Giovanni in Fonte (++)

I tilknytning til den antikke S. Giovanni in Laterano, opførte Konstantin dåbskapellet S. Giovanni in Fonte, der blev forbillede for senere italienske dåbskapeller. Hundrede år efter opførslen blev dåbskapellet ødelagt af goterne og derefter genopbygget af pave Sisto III (432-440), der i det oprindelige narthex lod opføre mosaikkerne. Dåbskapellet er blevet plyndret, ødelagt og genopbygget flere gange, det nuværende udseende skyldes en restaurering fra 1637 af pave Urbano VIII.

Indvendigt omkranser 8 røde porfyrsøjler(1) en døbefont af grønt basalt, søjlerne bærer en arkivtrav, hvor andre 8 søjler i hvidt marmor, der atter bærer en forgyldt arkivtrav. Over dette får den ottekantede lanterne lys fra otte cirkelrunde vinduer. Til højre for indgangen ligger Johannes Døberens Kapel(2) med store broncedøre fra Caracallas termer.

Den oprindelige indgangsporticus mod syd(3) (tværs over for den nuværende indgagn) blev indrettet som kapel for Ss. Rufina e Seconda(4) af pave Anastasio IV (1153-1154), og pave Sisto III's mosaik fra det 5.årh. der er det ældste af sin art i Rom, blev en slags apsismosaik.

Til venstre over for indgangen ligger Capella S. Venanzio(5), der blev opført i 642 af pave Giovanni IV (640-642) til ære for martyrerne fra Dalmatien. Mosaikkerne i dette kapel har deres største betydning på grund af de stilændringer, de afslører: Apsismosaikkerne viser deres hellenistiske afstamning, medens dem på triumfbuen er byzantinske.

S. Giovanni in Fonte

Grundplan

Martin van Heemskrerck: S. Pietro

S. Pietro in Vatikano ( Den gamle Peterskirke).

I den mægtige kirke, som Konstantin opførte over Peters grav, valgte han en grundplan, hvor der for enden af basilikahallen strakte sig et tværskib over midterskibet og de to par sideskibe. Midt i dette tværskib lå apostelens grav, så den var synlig for pilgrimmene. Facaden blev udsmykket med strålende mosaikker og foran kirken blev der opsat en skøn fontæne, hvor den store forgyldte pinjekogle af bronce fra Hadrians mausolæum stod under en broncebaldakin båret af antikke porfyrsøjler. Indvendigt var kirkerummet smykket med guld, sølv og mosaikker og 96 antikke søjler omkransede det brede midterskib. Den gamle basilika blev nedrevet omkring 1503 og den nye S. Pietro blev først indviet i 1626.

S. Agnese fuori le Mura (++) Via Nomentana

S. Agnese havde viet sit liv til jomfruelighed og afslog som 13 årig under Dioclezianos forfølgelser af de kristne et frieri fra præfektens søn. Hun erklærede sig som kristen og blev dømt til prostitution i et bordel ved Domitians Cirkus. Da hun holdt fast ved sin tro, blev hun brændt offentligt og begravet på sine forældres ejendom ved Via Nomentana.

Kejser Konstantin opførte kirken i år 324 efter sin datters Constanza's ønske. Den blev bygget sådan at hovedalteret lå umiddelbart over martyrgraven. På trods af adskillige restaureringer af pave Onorio I i 625, pave Adriano I i 772 og endelig af pave Pio IX i 1855, har kirken bevaret den typiske oldkirkes basilikaform med et midterskib båret af 15 antikke korintiske søjler. Apsismosaikken med motivet S. Agnes i herlighed blev sat op af pave Onorio I i 625 og viser St. Agnes i herlighed med de torturinstrumenter, der blev anvendt ved hendes martyrium. Den unge romerske jomfru er i sin pragtfulde dragt blevet forvandlet til en byzantinsk prinsesse. Ovenover skænker Guds hånd hende livets krone; på begge sider ser man de flammer, der ikke kunne røre hende, og under hendes fødder sværdet, redskabet ved hendes martyrdød. Ved siden af hende står pave Simmaco (498-514) i purpur og pave Onorio I i hvidt og purpur med en model af sin restaurerede kirke. Disse mosaikker viser, at inden for denne kunstart var den byzantinske påvirkning alt dominerende i Rom i begyndelsen af 7. årh.

Fra et kapel i venstre side af kirken er der adgang til et besøg i katakomberne under kirken.

S. Costanza (+++)

Få hundrede meter fra S. Agnes opførte Konstantin år 320 et usædvanligt smukt mausolæum for døtrene Costanza og Helena. Costanza blev begravet i en mægtig rød porfyrsarkofag, der nu står i Vatikanmuseet. Bygningen blev indviet til kirke i 1254 af pave Alessandro IV (1254-1261).

Midterrummet, hvor sarkofagen stod, omkranses af 24 søjler, hvor kuplen hviler. Mosaikkerne i rundgangen viser den fordums skønhed, de er fra det 4. årh. og nogle af de ældste af kristen oprindelse.

Apsismosaik

S. Agnes fuori le Mura

S. Clemente

S. Clemente (+++) Via S. Giovanni in Laterano.

Hvis der er nogen kirke i Rom man ikke bør gå glip af, så er det S. Clemente bygget over et titulus Clementis i år 385. Der er mange legender om Clemente's person, så mange at måske har der været flere personer med dette navn, så legenderne er blevet blandet sammen. Den bedst kendte Clemente (Titus Flavius Clemens), Peters og Paulus's ven, blev den fjerde pave, Clemente I (biskop af Rom 88-97).

Den konstantinske basilika nedbrændte i 1084 da normannerne for Pave Gregor VII sloges mod kejserens tropper. I 1108 reddede pave Pascalis II det mest værdifulde af kirkens marmor, og lod den delvis ødelagte bygning fylde op og brugt som fundament for den nuværende kirke.

Denne gamle basilika fra 1108 har en smuk og velbevaret gård omgivet af en søjlegang. Indenfor er det en utrolig smuk kirke.

I overkirken er der tre store seværdigheder:

1) Korets og skrankens marmor stammer fra underkirken og nogle stykker bærer pave Giovanni II's (532-525) monogram og de er udsmykket med cosmaternes marmorindlægninger, der også ses i prædikestolene og på gulvene.

2) Capella di S. Caterina herinde kan man se Marsellinos og Masaccios fresker fra det 14. årh.

3) Oppe i apsis ses en pragtfuld og helt usædvanlig mosaik fra 1128.

På siden Apsismosaikker er denne fantastiske apsismosaik nærmere beskrevet. Kirken blev restaureret i 1715 af Carlo Fontana, dette har dog ikke ødelagt skønheden, selv om der ved den lejlighed blev skåret noget af den usædvanligt smukke apsismosaik.

Masolino: "Jomfruen bebudes"

S. Clemente, Capella di S. Caterina

Først i 1857 opdagede munkene fra det tilstødende dominikanerkloster, at der syv meter under kirken fandtes en basilika fra år 385, der var større end overkirken. Forhal og kirkerum i den underjordiske kirke er udsmykket med gode fresker blandt andet en serie med scener fra Clemente's liv. Ved yderligere udgravninger fandt man under den konstantinske basilika flere romerske bygninger. I underkirkens venstre sideskib er der nedgang til det oprindelige romerske hus, der tilsyneladende har tilhørt en Clemente, muligvis en slægtning til martyren Titus Flavius Clemens. Ved siden af hans hus lå et mithræum. Templet, der er bygget som en imitation af en hule, har siddepladser til de troende udhugget i klippen og rummer midt i et offeralter, hvorpå guden Mithras er fremstillet i færd med at støde sin kniv i tyren, det blodige offer der var centralt i denne vidt udbredte kultur, den tidlige kristendoms rival. Kirkens sejr blev markeret ved opførelsen af en kristen kirke over det nu forladte mithræum.

På siden Mitrakulten er denne religion nærmere beskrevet.

Længere nede under de romerske huse kan man høre vandet i en af de afvandingskanal der munder ud i den antikke Cloaca Maxima, der afvander området omkring Forum.

Tværsnit af S. Clemente

S. Clemente, kirkerummet set mod apsis

S. Martino ai Monti (++)

På dette sted dybt under kirken holdt de kristne i forfølgernes tid gudstjeneste i Titulus Equitii. Herover byggede pave Silvestro I en kirke omkring år 320. Den eksisterende kirke stammer fra en ombygning, som blev påbegyndt af pave Sergio II (844-847) år 844, men blev radikalt restaureret af Pietro da Cortona ca. 1650. Fra højalteret fører to trapper ned til Cortona's krypt i barok stil, herefter skal man have en kirketjener til at åbne døren, så man kan aflægge et besøg i Titulus Equitii med mosaikker fra det 6. årh. og fresker fra det 9. årh.

S. Crisigono (++) Viale Trastevere.

Den nuværende overkirke blev bygget i perioden 1123-1129 og kampanilen er fra 1124. Bernini har tegnet kapellet til højre for højalteret. G.B. Soria har restaureret overkirken i 1626 for kardinal Scipio Borghese.

Under kirken med nedgang fra sakrestiet har man udgravet en treskibet kirke Titulus Chrysogoni fra Konstantins tid. Kirken der ligger 8 meter under jordoverfladen er godt 33 meter lang og 18 meter bred tilskrives Pave Silvestro I. Kirken er restaureret flere gange, den største del af ruinerne er fra 700-tallet. Kirken er i basilicaform med en meget bred apsis, dele af den gamle udsmykning er bevaret sammen med fresker fra det 8. og 12. årh. Pave Gregorio III (731-741) har udført restaureringer af denne underjordiske kirke og opsat fresker, der skildrer S. Benedetto's og S. Silvestros liv. Der er også bevaret store områder med pragtfulde cosmater kirkegulve fra omkring 1130 med enkle geometriske mønstre.

På siden Det underjordiske Rom er der en nærmere beskrivelse af dette udgravningsområde.

S. Crisogono

S. Maria in Trastevere

S. Maria in Trastevere (+++) Piazza S. Maria in Trastevere.

Kirken regnes for en af de første kristne kirker i Rom, hvor der blev afholdt offentlig gudstjeneste. Efter pave Calisto I martyrdød i år 222, blev der opført et lille kapel (Titulus Callisti). Den nuværende kirke blev totalt ombygget af pave Innocenzo II omkring 1140, men man beholdt den traditionelle romerske basilikaform, hvor midterskibet adskilles fra sideskibene af 21 svære antikke granitsøjler i forskellig tykkelse. Det flotte loft med overdådige forgyldninger er fra 1617. Kirken blev restaureret i 1702 af Carlo Fontana, der tilføjede søjleforhallen.

Facadens smukke mosaikker er fra 12. årh. og forestiller "de forstandige og de uforstandige jomfruer" og regnes for et værk af den romerske mosaikkunstner Cavallini. Kampanilen er også fra det 12.årh.

Det vides med sikkerhed, at kirken er en af de første i Rom, der er indviet til Maria. Kirkemødet i Efesos 431 fastslog betegnelsen "Guds moder" om Maria, herefter tog Mariadyrkelsen et stadig større omfang. Fremstillingen af Maria i apsiskompositionen, hvor hun allerede er kronet betegner Madonnakultens absolutte højdepunkt. Apsismosaikken er opsat af pave Innocenzo II og færdiggjort i 1148. Motivet er "Kristus, Jomfru Maria og de tolv apostle", her sidder Maria side om side med Kristus, flankeret af fremtrædende gejstlige med S. Peter tilhøjre. Under apsisrundingen har Cavallini udført mosaikker med billeder fra Maria's liv. Gulvene er cosmatiske fra 1148 og omlagt i det 19. årh.