- Kongedømmet

- Republikken

- De første kejsere

- Rigets opløsning

- Middelalderen

- Renæssancen (1400-1527)

- Modreformationen (1530-1600)

- Seicento (1600-1700)

- Settecento (1700-1800)

- Ottecento(1800-1870)

- Fra 1870 til år 2000

- Roms kejsere

- Paverne

- Noter til historien

Republikken

Erobring af Italien

Ved oprettelsen af den romerske republik gjorde romerne sig uafhængige af etruskerne, men havde fra etruskerne arvet forudsætningerne for at kunne blive en magtfuld stat: et fungerende landbrug, et organiseret samfund og en "moderne" hær. Indførelsen af republikken gav ikke nogen umiddelbar ændring af magtfordelingen i Rom. Under kongedømmet havde senatet valgt kongen, og nu valgte senatet konsulerne. Patricierne havde magten i senatet, men den hurtigt voksende plebejerklasse gjorde snart opstand. Da patricierne var afhængige af plebejerne, blev der oprettet plebejerforsamling og folketribuner. Den republikanske forfatning ændredes i perioden med en række nye typer embedsmænd, og indflydelsen skiftede fra den adel, man var født ind i, til en embedsmandsadel.

I begyndelsen af det 5. årh. f.Kr. var Rom truet af befolkningerne i bjergene rundt om Rom; men et forbund af bystaterne i Latium med Rom i spidsen sejrede over disse folk. Omkring 380 fKr. omfattede Roms magt stort set hele det område, der i dag er regionen Lazio.

I de næste hundrede år kæmpede romerne mod kelterne (gallerne), etruskerne, samnitterne og den række andre folk på den italienske halvø. Romernes militære udholdende (trods mange nederlag undervejs) betød, at Roms magtområde i 272 f.Kr. omfattede hele halvøen undtagen Posletten i nord og de græske kolonier i Syditalien, som på det tidspunkt var Roms forbundsfæller.

509 f.Kr.

Cloaca Maxima anlægges for blandt andet at dræne Forum, indtil år 200 f.kr. var Cloaca Maxima en åben kanal. Omkring denne periode bygges Tempio Giunone Moneta, her anlagde man den romerske "mønt", så derfor kaldes penge ofte for "moneter".

Ettore Roesler: Udmundingen af Cloaca Maxima"

Fred Richards:

"The Remains af the temple of Castor og Pollux"

498 f.Kr.

Saturntemplet på Forum Romanum (neden for Capitol) bygges.

494 f.Kr.

Plebejeropstand. Modsætningen mellem patriciernes politiske og økonomiske privilegier og plebejernes fattigdom bliver større, og plebjerne reagerer ved at danne deres egen hær på Aventinhøjen. Patricierne indvilliger i at give plebejerne en hvis medindflydelse ved at oprette plebejerforsamlinger, der vælger folketribuner.

493 f.Kr.

Forbund af bystater i Latium. Efter Latinerkrigen 498-493 dannes et forbund af bystater i Latium. Rom anerkender byernes selvstændighed og bliver leder af forbundet. Forbundet oprettes for at kunne modstå truslen fra befolkningerne i bjergen omkring Latium. I 486 slutter hernikerne sig til Rom. I 485 sejrer romerne over volskerne og aequerne (sagnet om Coriolan og Cincinnatus).

484 f.Kr.

Templet for Castor og Pollux opføres på Forum Romanum efter deres "medvirken" ved kampene mod etruskerne i 499.

396 f.Kr.

Romerne erobrer og ødelægger efter 10 års krig og belejring den etruskiske

by Veii (lige nord for Rom).

387 f.Kr.

Gallerne ødelægger Rom. De keltiske gallere bosætter sig omkring 400 f.Kr. på Posletten. Herfra vandrer de videre mod syd og kæmper mod romerne ved Clusium (Chiusi) i 390 og ved Allia (lige uden for Rom) i 387. Romerne lider nederlag, og Rom bliver plyndret og udbrændt. Gallerne belejrer Capitol, men for løsepenge trækker de sig tilbage med deres plyndringsbytte. Efter Roms plyndring mister romerne i en periode herredømmet i Latium, men byen genopbygges og i 358 fornyes traktaten med bystaterne i Latium, nu for en fælles beskyttelse mod gallerne.

378 f.Kr.

Plyndringen i 387 fik romerne til at befæste Rom ved at opføre den Serviske bymur, der omsluttede de 7 høje Palatin, Aventin, Caelius, Esquilin, Viminal, Quirinal og Capitol og dermed hele byrepublikken, hvor Campo Marzio (omkring den nuværende Via del Corso og den højre Tiberbred (Trastevere) til langt ind i kejsertiden lå uden for murene.

338 f.Kr.

Det latinske forbund opløses. Latinerne gør oprør i 340, men romerne slår oprøret ned og opløser det latinske forbund. Bystaterne i Latium bliver en del af Romerriget. I samme periode indlemmes aurunkerne (345 f.Kr.), Capua (338 f.Kr.) og volskerne (329 f.Kr.)

312 f.Kr.

Via Appia og Aqua Appia (akvadukten) anlægges.

290 f.Kr.

Samnitterne besejres og Mellemitalien erobres. I midten af det 4. årh. begyndte samnitterne at brede sig fra bjergegnene sydøst for Rom, og i første omgang sluttede romerne forbund med samnitterne mod gallerne og andres fælles trusler. I 326 f.Kr. hjælper romerne Neapolis i en strid med samnitterne og hermd starter den2. samnitterkrig (326-304 f.Kr.), hvor romerne overvinder et ydmygende nederlag i 321 f.Kr. og trænger langt ind i samnitternes område hvor hovedstaden Bovianum (Boiano) erobres. Samnitterne går nu i koalition med en række andre folk mod romerne i den 3. samnitterkrig (298-290 f.Kr.). Romerne vinder sejre over de enkelte folk hver for sig, og ved freden i 290 f.Kr. er etruskernes Mellemitalien indlemmet i riget og samnitterne afhængige af Rom. I 282

har romerne erobret den sidste del af Mellemitalien fra gallerne.

272 f.Kr.

Kong Pyrrhus besejres og Syditalien erobres. I 282 f.Kr. blander romerne sig i stridigheder mellem den græske koloni Tarentum (Tarento) og nogle af de øvrige græske kolonier i Syditalien. Tarentum allierer sig med befolkningerne i området (bl.a. Samnitterne) og går i forbund med kong Pyrrhus af Epidos (Epidos lå i Nordgrækenland) mod romerne. Efter en dyrekøbt sejr (en "Pyrrhus-sejr") over romerne i 279 bliver Pyrrhus slået af

romerne (der har allieret sig med Karthago) i 275. Ved freden i 272 afgiver Tarentum sine områder til Rom, og de øvrige græske kolonier bliver Roms forbundsfæller. Hermed har Rom kontrol over hele Syditalien.

Aqua Anio Vetus anlægges for de midler krigsbyttet fra sejren over Kong Pyrrhus indbragte. Akvædukten var 60 km lang og førte vandet i en underjordisk kanal fra floden Aniene øst for Rom.

Kong Pyrrhus - Glyptoteket

Ruinerne fra karthago

270 f.Kr.

Rhegion erobres af romerne, der herefter hersker over hele den italienske halvø fra Alperne til Messinastrædet, og Italia udviklede sig fra at være et mere eller mindre undertvungent område til at blive imperiets moderland.

De puniske krige.

I 272 f.Kr. havde romerne herredømmet over hele den italienske halvø undtagen Posletten. Området var omfattet af det italiske forsvarsforbund, der bestod af bystaten Rom, en række stater i Mellemitalien, hvor borgerne havde romersk borgerret og forbundsfæller, der var selvstyrende, men hvis militær var under Roms ledelse.

I de følgende 70 år kom truslen mod Rom fra Karthago, og efter de to første puniske krige (romerne kaldte karthagerne for punerne) havde Rom vundet Sicilien, Sardinien, Corsika og Karthagos besiddelser i Spanien. Disse områder blev indlemmet i det romerske rige som provinser.

Omkring 200 f.Kr. blev romerne involveret i stridighederne i Grækenland efter Alexander den Stores rige var gået i opløsning. På dette tidspunkt havde romerne ingen planer om at udvide magtområdet mod øst, men ville forhindre, at Makedonien blev en konkurrerende stormagt. Som afslutning på de makedoniske krige blev Makedonien en romersk provins i 148 f.Kr. og samtidig blev resten af den græske halvø en romersk lydstat med et vist selvstyre.

Som afslutning på den 3. puniske krig blev Karthago ødelagt, og det afrikanske område blev provinsen Africa. I 133 f.Kr. testamenterede Pergamons (den vestlige del af Lilleasien) konge sit rige til Rom; det blev provinsen Asia. Romerriget omfattede nu stort set alle de europæiske lande ved Middelhavet.

Under erobringen af Syditalien og i perioden med de puniske krige kom romerne i kontakt med den græske kultur, og i den romerske overklasse opstod der en meget græskvenlig holdning (specielt i kredsen omkring hærføren Scipio. Det romerske kulturliv blev helleniseret i det 2. årh. f.Kr. og der opstod en romersk litteratur baseret på de græske værker.

(De berømte Scipioner var en slægt af succesfulde generaler, der førte romerske hære til sejre i Afrika, Spanien og Lilleasien. Det var en Scipio, som slog Hannibal fa Karthago i slaget ved Zama i 202 f.kr. Ude i Via Porta S. Sebastiano kan man se familiens gravplads med urnegrave og sarkofager. Denne gravplads er omtalt på tur 11.)

264 f.Kr.

Starten på den første puniske krig (264-241 f.Kr.) mod Karthago.

I afsnittet "Historiske noter" omhandler artikel 6 "Karthago". 

241 f.Kr.

Erobring af Sicilien, Sardinien og Corsika (1. puniske krig). Anledningen til romernes første krig mod Karthago var uroligheder i forbindelse med hjemsendelse af nogle campaninske lejesoldater, der var i Syrakus' tjeneste i Messana (Messina). Først er Rom og Karthago i forbund med Syrakus; men da romerne ankommer med en hær til Sicilien, indgår Syrakus forbund med Karthago mod Rom. Efter en romersk sejr indgår

Syrakus i forbund med Rom mod Karthago! Krigen bliver en søkrig, hvor Rom og Karthagosejrer skiftevis; men det ender med, at Rom vinder det afgørende slag, og Karthago afgiver Sicilien til Rom. Romerne udnytter et intrnt oprør i Karthago og erobrer Sardinien og Corsika i 227 f.Kr. Sardinien og Corsika bliver de første romerske provinser. Dermed gik romerne for første gang ud over moderlandets naturlige grænse.

(En "provincia" var et konfiskeret landområde, hvor en romersk embedsmand fik den fulde og uindskrænkede civile og militære magt.)

222 f.Kr.

Romerne sejrer over gallerne i Norditalien og anlægger kolonierne

Mediolanum (Milano), cremona og Mutina (Modena).

220 f.Kr.

Via Flaminia bygges.

218 f.Kr.

Starten på Den anden Puniske krig (218-201 f.Kr.) mod Karthago.

Via Flaminia - Arco di S. Damiano

Hærføreren Hannibal

201 f.Kr.

Karthago besejres og Spanien erobres (2. puniske krig).

Som resultat af den 1. puniske krig havde Karthago mistet vigtigt landbrugsland og metalminer på Sardinien og Corsika,og til gengæld udvidede de deres område i Spanien og opbyggede her en kraftig militærmagt med Hannibal i spidsen. Anledningen til krigen er Hannibals angreb på Saguntum (Sagunto, nord for Valencia i Spanien). Rom erklærer krig og planlægger angreb i Spanien og Afrika, men Hannibal overrasker romerne ved at føre en stor hær (bl.a. 37 krigselefanter) over Alperne og ned igennem Italien, hvor han vinder en række slag mod romerne (bl.a. det største nederlag i Roms historie: slaget ved Cannae (216 f.Kr.) i nærheden af Trasimenersøen hvor romerne mister 50.000 mand). Hannibal får tilslutning fra gallerne i Norditalien, fra Syrakus og går i forbund med Makedonien. Romerne undgår yderligere direkte kampe med Hannibal, og kæmper i stedet med held (til sidst) mod karthagerne i Spanien og på Sicilien. Disse kampe betyder, at Hannibal ikke kan få forsyninger og forstærkning til Italien, og da romerne under Scipio går i land i Afrika (204 f.Kr.) bliver Hannibal kaldt hjem fra Italien.

Romerne vinder det afgørende slag ved Zama (Jama) i Tunis (202 f.Kr.), hvor den karthagiske hær tilintetgøres. Ved freden afstår Karthago Spanien og deres flåde udleveres til Rom. Syrakus bliver en del af provinsen Sicilia. Som en "sidegren" af den 2. puniske krig førte Rom den 1. makedoniske krig (215-205 f.Kr.) sammen med et forbund af græske stater mod Karthagos forbundsfælle Filip V af Makedonien.

Karthagos ruiner

196 f.Kr.

De græske staters selvstændighed. Romerne hjælper i den 2. makedoniske krig (200-197 f.Kr.) Pergamon, Rhodos og Athen mod Makedonien (der er i forbund med Syrien). Efter romernes sejr (197 f.Kr.)proklameres de græske staters frihed i 196 f.Kr.

188 f.Kr.

Rom sejrer i en krig mod Syrien (192-188 f.kr.). Syriens flåde udleveres og landets besiddelser i Lilleasien overgår til Pergamon.

148 f.Kr.

Makedonien bliver romersk provins. Efter den 3. makedoniske krig (171-168 f.Kr.) hvor Rom igen sammen med Pergamon og Rhodos besejrer Makedonien, bliver det makedoniske kongedømme afskaffet, og landet delt op i fire selvstændige områder. Men efter et oprør i 148 fKr. bliver Makedonien en romersk provins.

146 f.Kr.

Karthago og Korinth ødelægges. Den 3. puniske krig (149-146 f.Kr.)starter på grund af stridigheder mellem Karthago og nabostaten Numidien. Rom sender to hære til Karthago, men byen vil ikke kapitulere. I 146 f.kr. erobres byen og ødelægges og indbyggerne bliver slaver.

Et forbund af græske stater gør i 146 oprør, men oprøret slås ned, Korinth ødelægges og staterne lægges under den makedonske provins.

144 f.Kr.

Aqua Marcia opføres og leder vand til Capitol- og Aventinhøjene.

REPUBLIKKEN - Jordreformer.

Krigene i det 3. og 2. århundrede ændrede det romerske samfund totalt. Bondestanden led store tab ved ødelagte marker, krigstjeneste, skatter og ikke mindst fra import af korn fra de øvrige provinser. Der opstod nye samfundsklaser som forretningsfolk, embedsmænd og skatteopkrævere, der alle havde råd til at overtage nedlagte landbrug og foretage investeringer. De sociale følger af den økonomiske udvikling førte til store skel i befolkningen. Mens det store flertal blev fattig, afhængig og forarmet, skovlede samfundstoppen indtægter ind gennem krige, korruption og administration. På dette tidspunkt var størstedelen af Rom blevet til slum, og et stort uregerligt proletariat var vokset frem. Det første store slaveoprør fandt sted, men den romerske overklasse befandt sig fint i samme spor, som var blevet lagt med de første erobringen af den første provins i år 246 f.Kr. Det var nødvendigt med reformer, der kunne genskabe balancen imellem befolkningsgrupperne for at skabe en indre ro og stabilitet.

Med brødrene Tiberius og Gaius Gracchus blev der markeret et nyt politisk skel: På den ene side de politikere, der støttede sig på den brede befolkning, de kaldtes popularer. På den anden side stod optimaterne. Graccherne satte dagsordenen for næste generation: Marius og Sulla, for Cæsar, Pompeius og Cicero.

Brødrene Gracchus - Gaius (tv) og Tiberio (th)

Gaius Gracchus flygter ud af Rom

133 f.Kr.

Tiberius Gracchus blev valgt til folketribun og indledte et reformprogram, hvor provinsernes indtægter skulle bruges til at gennemføre jordreformer for at lette det sociale pres på byerne. Blandt senatstilhængerne rejste der sig en voldsom modstand mod forslaget, der gik ud på at man ville oprette en række mindre landbrug i Italien, det kom til gadekampe og han blev myrdet. Ti år senere forsøgte hans bror Gaius at gennemføre tilsvarende reformer, der vendte sig mod slaveriet som driftform og gennemførte en nyfordeling af den offentlige jord gennem lovgivning, lex agraria. Igen blev der borgerkrigslignende tilstande, hvor Gaius og 3000 tilhængere mistede livet.

125 f.Kr.

Aqua Tepula anlægges og fører vand fra Albanerbjergene ind til Rom i underjordiske kanaler. På dette tidspunkt fører de tre første akvædukter (Appia, Anio Vetus og Marcia) dagligt omkring 667.000 kubikmeter vand ind til Roms ca. 300.000 indbyggere.

107 f.Kr.

Gajus Marius en tidligere skatteopkræver og officer. Han vælges til konsul og får overdraget ansvaret for hæren i Numidien i Nordafrika, hvor kong Jugurtha gjorde oprør i vasalstaten. Marius nedkæmper dette oprør på et par år og bliver på ny valgt til konsul i 104 og derefter genvalgt de følgende 4 år. Han bliver  for syvende gang valgt til konsul for 86 f. Kr. men dør tidligt på året.

Hans vigtigste indsats er en hærreform, hvor han blandt andet gik over til at hverve legionærerne, hvorved han skabte en professionel hær. Dette fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Det var feltherren, som hvervede soldaterne og sørgede for, at de fik løn og krigsbytte samt pension efter krigstjenesten. Derved kom soldaterne til at føle et personligt afhængighedsforhold til hærføreren, der således fik en omfattende skare af pensionerede og aktive soldater, der kunne støtte vedkommende i en politisk situation. Med den nye hærtype besejrede Marius oprørerne i Afrika og de germanske stammer i Norditalien.

100 f.Kr.

Det vedtages at hjemsende Marius' veteransoldater med en pension svarende til ca. 50 tønder land jord, et problem Graccherne havde søgt at løse på anden måde. Da denne jordtildeling ville ske på bekostning af italikerne, skulle disse til gengæld have romersk borgerret.  

Gaius Marius

Vatikanmuseét

REPUBLIKKEN - Fra Forbundsfællekrigen til Cæsars død.

Hjemsendelsen af Marius' veteransoldater i år 100 f.Kr. og tildeling af jord til dem udløste endnu engang en borgerkrig, den såkaldte Forbundsfællekrig, mod de italiske forbundsfæller, der oprettede et forbund uden for Rom og med egen hovedstad, senat og embedsmænd. Romerne måtte mobilisere al deres militære styrke for at slå det farlige oprør ned.

Ved en blanding af politiske indrømmelser og militær indsats lykkedes det at standse oprøret. Men konsekvenserne blev vidtrækkende. For det første var Rom nu ikke længere en bystat. For det andet blev Italien nu mere og mere en enhed sprogligt såvel som kulturelt. Latin blev efterhånden hele halvøens sprog.

 90 f.Kr.

En lov giver romersk borgerret til alle italikere, som ikke havde grebet til våben mod Rom. En lov fra det følgende år giver borgerret til alle der nedlægger våbene inden 60 dage.

 88 f.Kr.

Senatet beordrer konsul Lucius Cornelius Sulla og hans hær at drage til Grækenland og nedkæmpe oprørskongen Mithradates. Folkeforsamlingen vedtager, at Marius skulle have kommandoen i stedet for Sulla, derefter sender Sulla sine tropper mod Rom. Det er første gang en romersk hærfører tog et sådant skridt. Rom faldt hurtigt og Popularerne blev henrettet eller flygtede sammen med Marius.

87 f.Kr.

Sulla fører sin hær over til Hellas, der blev tilbageerobret i 86, og i Lilleasien blev der sluttet fred i 85, hvorefter Sullas soldater gennemførte en uhørt plyndring, så det tog mellem 50 og 100 år at genopbygge økonomien.

 83 f.Kr.

Sulla vender hjem til Syditalien med 40.000 kamptrænede mænd. I Rom havde popularerne umiddelbart efter Sullas afrejse til Hellas taget magten. Popularerne rustede og Senatet sendte fredsfølere, men der fulgte en række voldsomme kampe over hele Italien, og i foråret 82 f.kr. kunne Sulla indtage Rom.

Sulla's sejre blev fulgt op af terror, hvor godt 4000 blev gjort fredsløse og deres godser konfiskeret og deres ca. 10.000 slaver frigivet med romersk borgerret. Samtidig skal 120.000 veteraner have fået anvist jord fra de besejrede italiske forbundsfæller. I slutningen af 82 f.Kr. lod Sulla sig vælge til diktator med fuldmagt til at udstede love og ændre forfatningen. Fra Sullas retsreform fik nogle varig betydning, som stående domstole for forskellige forbrydelser, regler for embedsmændenes alder og funktionsperiode, senatets fordeling af provinserne til de forhenværende proprætorer og konsuler og at der ikke måtte findes hærstyrker eller hærførere i Italien. Disses love blev opretholdt men ikke altid overholdt af efterfølgerne, der ophævede en stor del af Sullas øvrige bestemmelser.

 79 f.Kr.

Sulla trækker sig tilbage efter at han ved et hårdhændet diktatur havde sikret overklassens status ved at give staten en solid konservativ basis.

Efter Sullas afgang blussede de indre uroligheder op igen og svækkede statsledelsen, både i Spanien og mod øst i Lilleasien var senatet ved at miste kontrollen med oprørske statholdere og krigeriske lydkonger, der søgte at gøre sig uafhængige, og på havene gjorde sørøverskarer sejladsen usikker og farefuld, således at forsyningslinjerne næsten blev lammet.

portrætbuste af Sulla

Marcus Licinius Crassus

Arkæologisk institut Göttingen

73 f.Kr.

Under ledelse af thrakeren Spartacus brød en flok slaver ud af gladiatorskolen i Capua. Tusindvis af slaver i Syditalien sluttede sig til oprøret, og de romerske legioner led knusende nederlag til de næsten 70.000 slaver og jordløse bønder. I 71 fik Crassus, en af Sullas generaler, befalingen over hæren, hvor han hurtigt genoprettede den militære disciplin og skabte en slagkraftig styrke, der besejrede slaveopstanden. Efter nederlaget blev 6.000 korsfæstet langs Via Appia ind mod Rom.

Tabulariet (rigsarkivet) blev bygget på Capitol med front mod Forum. Idag er det fundamentet til Roms rådhus.

 70 f.Kr.

Pompeius og Crassus var konsuler sammen. De havde begge støttet Sullas kamp mod popularerne, og de havde begge fået ekstraordinære beføjelser til at føre krig. Pompeius i Spanien og Crassus mod Spartacus. De blev valgt til konsuler, da de lagde deres tropper omkring Rom.

 68 f.Kr.

Cæsar blev 29 år gammel valgt til kvæstor, det første trin på den romerske embedsstige, han blev sendt til Spanien for at hjælpe statholde­ren med at administrere provinskassen.

På siden Historiske noter omhandler artikel 7 "Cæsar".

63 f.Kr.

Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) vælges til konsul, og Cæsar vælges til prætor og til Pontifex Maximus (ypperstepræst og leder af det statslige religionsvæsen) og viser dermed, at han har folket bag sig udover at han havde bestukket ledende politikere.

På siden Historiske noter omhandler artikel 8 "Cicero, Marcus Tullius". 

Marcus Tullius Cicereo

62 f.Kr.

Cæsar bliver som proprætor sendt til Spanien som statholder. Landet havde rige mineralforekomster, men var plaget i syd og nord at de oprindelige stammer der faldt ind i de romerske dele og plyndrede byerne. Cæsar udrustede en flåde og undertvang de pågældende folkeslag. Både administrativt, politisk og økonomisk udnyttede han statholderskabet optimalt.

 60 f.Kr.

Der oprettes et triumviratet mellem Pompeius, Crassus og Cæsar. Pompeius skulle have sine aftaler og ordninger fra felttoget i Østen godkendt, samt jord til sine soldater, Cæsar skulle vælges til konsul og efterfølgende som prokonsul være statholder i Gallien og Crassus skulle ligeledes have et konsulat med efterfølgende kommando i Østen.

 59 f.Kr.

Den 1. jan. tiltrådte Cæsar sit konsulat. I løbet af foråret gennemførte han på trods af stor modstand to jordlove "leges Juliae agrariae", der udover jord til Pompeius' soldater også tildelte jord til Roms fattige bybefolkning.

Gnaeius Pompeius

58 f.Kr.

Cæsar forlader Rom for først at vende tilbage 9 år senere. I denne periode erobrer Cæsar det meste af Gallien (Frankrig) og nåede også to korte invasioner af Britannien (England) i 55 og 54 f.Kr. I 7 bøger har Cæsar skildret sine kampe i Gallien, de enkelte bøger er skrevet efter årets kampagne, og derefter sendt til Rom som et led i den afrapportering, han som prokonsul var forpligtet til.

I Gallien opbyggede Cæsar en kampklar og loyal hær op omkring 50.000 mand, som stod klar til at gribe ind i Italia og Rom, hvis det blev nødvendigt. Han samlede uhyre rigdomme til sig selv og sine soldater ikke mindst på grund af de mange krigsfanger, der blev sendt til Rom og solgt som slaver. For det store bytte fik han samlet sig en formue, og i sit fravær indledte han et stort byggeprogram, der blandt andet omfattede en ny basilica på Forum, Basilica Julia og et nyt forum, Forum Caesaris med et tempel til Venus, der var hans slægts stammoder.

 52 f.Kr.

Pompeius lader sig vælge til enekonsul, samtidig med at han beholder sin kommando i Spanien, dette skete i et forsøg på at skabe stabile forhold i det urolige Rom. Cæsar sejrer over Vercingetorix ved Alesia og senatet tilkender ham en 20 dages takkefest.

 49 f.Kr.

Cæsars kommando i Gallien udløber, men der er ikke udsigt til, at han kan få det konsulat, han er blevet lovet for år 48 f.Kr. I Rom er der valgt 2 cæsarfjendtlige konsuler og senatet vedtager, at Cæsar skal hjemsende sin hær og Pompeius udstyres med diktatoriske beføjelser.

Cæsar krydser Rubicon med sine galliske legioner og begynder marchen mod Rom og starter borgerkrigen og de år der skulle give ham større magt og hæder end nogen anden romer før ham. Pompeius flygtede til Østen, senatet og de to konsuler flygtede til Capua, hvilket gav Cæsar mulighed for at blive udnævnt til diktator på en folkeforsamling. Medens borgerkrigen fortsætter udnævnes Cæsar i 48 f.kr. til konsul. I de følgende tre år vindes adskillige slag og Cæsar bliver blandt andet valgt til diktator på livstid og endnu tre gange til konsul, så han er tæt på en guddommeliggørelse. Kejserdømmet begynder at træde frem selv om Cæsar gennemførte sine reformer på traditionel lovlig vis på folkefor­samlinger eller i senatet.

Julius Cæsar i feltherreuniform

Octavian

 44 f.Kr.

Cæsars mange fjender får samlet sig og myrder ham i Senatet, der holder til i Pompeius' teater den 15. marts. Pompeius' teater blev bygget 55 f.Kr. tæt på Campo di Fiori og var Roms første teater i sten og det havde plads til 10.000 tilskuere.

Efter mordet blev magten og riget delt mellem et triumvirat. Octavian (Cæsars adoptivsøn og arving) tog Rom og det vestlige rige, Lepidus Afrika og Marcus Antonius den østlige del af riget. Først bekæmpede Octavian sin fars mordere og derefter kom det store opgør med Marcus Antonius og Cleopatra.

 33 f.Kr.

Aqua Julia anlægges af Marcus Agrippa.

 31 f.Kr.

Søslaget ved Actium. Her vinder Octavian det endelige slag over Marcus Antonius. Herefter var Octavian enehersker over hele romerriget, og det var slut med forestillingen om, at Rom blev styret af borgerne og senatet.

Marcus Agrippa

-> Kongedømmet

-> Republikken

-> De første kejsere

-> Rigets opløsning

-> Middelalderen

-> Renæssancen (1400-1527)

-> Modreformationen (1530-1600)

-> Seicento (1600-1700)

-> Settecento (1700-1800)

-> Ottecento(1800-1870)

-> Fra 1870 til år 2000

-> Roms kejsere

-> Paverne

-> Noter til historien